Fem år efter Bela Lugosi havde indtaget biografmørket som grev Dracula i 1931, kunne eventyret om vampyren fra Transsylvanien fortsætte. Efterfølgeren kom til at hedde Dracula’s Daughter, og den eneste genganger fra den første film var Edward Van Sloan, som kunne fortsætte i rollen som Van Helsing – dog af uransaglige årsager nu omdøbt til “Von” Helsing.
At betegne Dracula’s Daughter som en fortsættelse til Dracula er omtrent så præcist, som det kan blive, for filmen begynder rent faktisk nøjagtigt der, hvor Tod Brownings oprindelige film sluttede. Van Helsing, eller i denne sammenhæng måske rettere Von Helsing, har netop slået en pæl i hjertet på Dracula, der nu ligger død i sin kiste. Den unge John og smukke Mina Harker er godt nok forsvundet fra krypten, men liget af Renfield ligger stadig på trappen ned til Draculas hemmelige skjul.
Dracula stjæles
Sådan ser scenariet ud, da Dracula’s Daughter åbner, og lader to politibetjente stige ned ad trappen til krypten. Det første, de ser, er liget af Renfield, og dernæst får de øje på Von Helsing, som står apatisk foran Draculas kiste. Her er tydeligvis foregået noget bestialsk, og betjentene arresterer resolut Von Helsing for mord.
Det kommer naturligvis lidt bag på os, at den gæve Von Helsing sådan uden videre lader sig anholde, men hans forklaringer om vampyrer og uhyrligheder fra hinsides graven lyder grangiveligt lidt besynderlige, og man kan ikke fortænke betjentene i at få ham spærret inde hurtigst muligt.
Heldigvis for Von Helsing har han en god ven, psykiateren Jeffrey Garth (Otto Kruger), der kyndigt tilbyder at undersøge sin gamle mentors mentale tilstand nærmere. Garth har, præcis som alle andre, svært ved at tro den gamle Von Helsings fortælling om vampyrgreven, men det hele bliver en smule mere kompliceret, da grev Draculas lig samt kiste bliver stjålet fra politistationen en mørk nat, kort efter anholdelsen.
En ungarsk grevinde
Hvem den sortklædte skikkelse er, der begår tyveriet og efterfølgende brænder Draculas lig, ser vi indledningsvist ikke. Stemmen, der tilhører en kvinde, messer højlydt, mens bålets flammer opløser grevens døde krop, og af hendes tale fremgår det, at hun nu har indløst slægtens pant hos Djævlen.
Slægtens forbandelse er blevet brudt, og hun er nu en fri kvinde. Aha tænker man her, den sortklædte skikkelse må altså være den i titlen omtalte datter af Dracula. Desværre hører vi ikke meget mere med dette, for da skifter scenen på ny.
Omtrent samtidig med tyveriet af Draculas lig og Von Helsings arrestation, er der dukket et nyt navn op i Londons selskabsliv. Den excentriske, men betagende og fremmedartede grevinde Marya Zaleska (Gloria Holden) er nemlig begyndt at gøre sin entré i de bedre kredse. Hun stammer angiveligt fra Ungarn, og hendes store passion er maleriet. Ved et tilfælde render Von Helsings ven Jeffrey Garth ind i grevinden til en lille fest, og de to bliver næsten øjeblikkeligt tiltrukket af hinanden.
Garth falder for Zaleskas fremmedartede charme, og grevinden betages af Garths beretning om, hvordan han med hypnose er i stand til at kurere sygdomme og længsler. Mon ikke grevinden har nogle længsler, der skal kureres? Det kunne man i hvert fald godt mistænke hende for, og snart må vi da også konkludere, at grevinden er selv samme person, som stjal Draculas lig, og dermed også dennes datter.
Problemet er, at slægtens forbandelse og dermed grevinde Zaleskas trang til blod slet ikke stoppede, da hendes fars lig blev brændt. Ifølge legenden burde forbandelsen være brudt, men det er den bare ikke. Hun er stadig lige så vampyrisk som hidtil, og sammen med sin brutale tjener Sandor (Irving Pichel) må hun gå på jagt i Londons natteliv efter friskt blod.
Vil være dødelig
Modsat sin far er grevinden slet ikke glad for sin tilværelse som vampyr. Hun ville faktisk intet hellere end at leve som almindelig dødelig, og det er da også filmens omdrejningspunkt. Grevinde Zaleska kæmper dog tilsyneladende en hård kamp, for dræberdrifterne er store. Derfor kommer Jeffrey Garths tilbud om kur gennem hypnose også som en åbenbaring for hende.
Spørgsmålet er nu, om Garth i virkeligheden forstår, hvad det er, grevinden lider af, og da de begynder at få alvorlige følelser for hinanden, ser det bestemt ikke ud til, at der findes en kur for den transsylvanske syge. Samtidig er Janet (Marguerite Churchill), Garths bedårende og kække assistent, alt andet end glad for den fremmede kvinde, som pludselig blander sig i hendes planer om at indkassere Garth som ægtemand.
Rent faktisk skal det vise sig, at Janet, for slet ikke at nævne gode gamle Von Helsing, bliver et alvorligt problem for grevinden, og i sidste ende måske også årsagen til, at tingene går helt og aldeles skævt for den østeuropæiske skønhed.
Væk er ekspressionismen
Dracula’s Daughter blev som sagt udsendt i 1936, og teknisk kan man ikke undgå at bemærke, hvor meget der er sket siden Tod Brownings film. Der bliver brugt et regulært score, og billedsproget har i høj grad flyttet sig fra det stillestående udtryk, som kendetegnede den gamle film.
Det betyder dog også, at der visuelt er stor forskel på de to produktioner. Der er ingen spor af den tyske ekspressionisme, som man kunne fornemme i Dracula, og dialogen er blevet levende på en helt ny måde. Her må man dog også konstatere, at den rutinerede studieinstruktør Lambert Hillyer til fulde forstod, hvad det var, der gjorde Tod Brownings film så visuelt betagende. Han her derfor gjort sit for at ramme stilen fra Dracula i mange centrale scener, som eksempelvis da grevinden brænder sin fars lig, eller hele afslutningen, der naturligvis ikke skal røbes her.
Upassende komik
Historien, der blev udtænkt af David Selznick, men udformet som script af Garrett Ford, fjerner sig naturligvis langt fra den oprindelige roman. Men man kommer ikke uden om, at Ford, som også skrev historien til Brownings film, fanger tonen fra sit tidligere arbejde og på den led så absolut skabte en troværdig fortsættelse.
Grev Dracula blev der ikke plads til, men hans datter er næsten lige så god. Ja, var det ikke lige for Bela Lugosi, kan man faktisk sige, at Gloria Holden gør det endnu bedre. Hun er sensuel, farlig og mystisk. Samtidig forsøgte Holden tydeligvis at ramme lidt af Belas stil, og man genkender fraseringer for ikke at sige dialogstumper, der er lånt direkte fra den første film. Det er naturligvis med til at sikre kontinuitet og stor underholdningsværdi.
Det samme gør sig gældende for Edward Van Sloan i rollen som Von Helsing, som han i øvrigt spillede for sidste gang i denne film. Rollen er på godt og ondt en del af Dracula-universet, og den nævenyttige vampyrjæger er en figur, man elsker at hade. Han ved alt, og Van Sloans nasale stemme og det bedrevidende ansigt gør ham perfekt i rollen.
Omvendt gør Otto Kruger og Marguerite Churchill deres til at ødelægge en del af fornøjelsen. Som henholdsvis Jeffrey Garth og Janet er de to turtelduer med til at fjerne filmen fra det tungsindige, gotiske univers. I Dracula’s Daughter bliver der leveret en hel del jokes og kvikke bemærkninger, og langt de fleste stammer fra førnævnte to roller. Det giver filmen en stemningsmæssig slagside, som måske på overfladen gør den en hel del lettere tilgængelig end den første, men som desværre også mister sin smag alt for hurtigt.
Hviler på scenografien og Gloria Holdens smalle hvide skuldre
Det er klart de scener, hvor Dracula’s Daughter forsøger at lægge sig i direkte forlængelse af Dracula, at fortsættelsen virker bedst. Her er den dog også ganske, ganske glimrende. Blandt fans er der rent faktisk mange, som mener, at Lambert Hillyers film er bedre end originalen, men det er et synspunkt, som det er svært at opretholde, når man først begynder at se lidt nærmere på de mange forsøgte komiske scener, der desværre modarbejder den ellers fine stemning.
Handlingen som helhed tangerer det ufrivilligt komiske mange steder, som da Zaleska skal placeres foran Garths store hypnoseapparat, og man frygter flere gange, at den gotiske stemning skal drukne helt i sci-fi-lignende lægesnak, men lykkeligvis finder handlingen tilbage til filmens egentlige, mørke væsen igen.
Flere scener har da også fine kvaliteter, som når grevinden bruger sin ring til at troldbinde sine ofre, eller når hun nærmer sig sit bytte, fuld af ubehagelig dødserotik – navnlig i scenen med den stakkels gadepige Lili (Nan Grey). Her gør Dracula’s Daughter det virkelig godt, men igen – konstruktionen hviler ene og alene på den klassiske gotiske scenografi og Gloria Holdens smalle hvide skuldre.
Absolut hæderlig
Dracula’s Daughter er en absolut hæderlig efterfølger til Dracula. Vampyrgrevens datter fylder stort set Belas sko ud til perfektion, og hendes rolle skaber præcis den gotiske stemning, som kunne retfærdiggøre en fortsættelse af historien. Det sørgelige er, at filmen ikke går linen ud. Den er fyldt med tidstypisk comic relief, og det kan kun beklages. I det store hele er der dog ikke nogen grund til, at man ikke skulle kaste et blik på fortsættelsen til Dracula, for der er bestemt meget godt at hente her.
Instruktør: Lambert Hillyer
Manuskript: David O. Selznick (historie), Garrett Fort (screenplay)
Cast: Otto Kruger (Jeffrey Garth), Gloria Holden (Grevinde Marya Zaleska / Draculas datter), Marguerite Churchill (Janet), Edward Van Sloan (Prof. Von Helsing), Gilbert Emery (Sir Basil Humphrey), Irving Pichel (Sandor), Halliwell Hobbes (Hawkins), Billy Bevan (Albert), Nan Grey (Lili)
Producere: E.M. Asher (producer), Harry Zehner (executive producer)
Foto: George Robinson
Klip: Milton Carruthe
Musik: Heinz Roemheld
Spilletid: 71 minutter
Aspect ratio: Fullframe
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 1936
Produktionsselskaber: Universal Pictures
Distributør (DVD): Universal Home Entertainment
Udgave/region: 2
Denne anmeldelse er baseret på filmen, som den er blevet udgivet i Dracula – The Legacy Collection-boksen fra 2004.
Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007
