The Last House on the Left

Wes Craven, en af Hollywoods chokkonger, trådte ind i filmbranchen med et brag af en film i 1972, nemlig The Last House on the Left. Han rettede et lammende slag mod det, der blev opfattet som anstændig filmkunst, og opløste grænserne for gru og humor i en grad, som det aldrig tidligere var blevet gjort.

Craven stod for såvel instruktionen som manuskriptet, og man fornemmer da også, at den unge instruktør havde lagt en hel del tankearbejde i produktionen. På trods af de måske lidt billigt virkende sider af filmen, har den nemlig et dragende unikt skær, der gradvist åbner sig for seeren, hvis man har lyst til at lade The Last House on the Left snige sig ind under huden. Det var der imidlertid mange, som bestemt ikke havde tænkt sig, og på trods af at filmens raffinerede budskab og kunstneriske værdier var åbenlyse for mange, var der mindst lige så mange, som blev rasende og forargede.

Man kommer heller ikke uden om, at Cravens debut er rå kost, og kræver en stabil mave, for man skal langt ind i den italienske exploitationfilms storhedstid for at se lignende ydmygelser og grusomheder påført uskyldige mennesker. Det kan måske heller ikke overraske, at flere rent faktisk troede, Cravens film var en ægte snuff-film, fordi voldsscenerne fremstår så autentiske. Her hjalp det nok heller ikke, at man i Tyskland forsøgte at lancere filmen som snuff.

Forbrydelse

Før vi går videre, vil det nok være rimeligt med et kort handlingsreferat. The Last House on the Left begynder en skøn sommereftermiddag, hvor en solid familie tager afsked med deres datter. Hun skal til koncert med et obskurt rockband, der af navn lyder som noget metal. Koncerten er inde i New York, og Mari, som pigen hedder, skal følges med sin veninde Phyllis.

Phyllis er ikke helt så uskyldig som Mari, og det ved forældrene godt. De er derfor slet ikke begejstrede for, at datteren skal ind til byen i det selskab, men koncerten er deres gave til datteren. Hun har fødselsdag den følgende dag, så da pigerne er taget af sted, begynder forældrene at pynte op til festen.

Knap er pigerne kommet ud af døren, før de begynder at drikke sprut, snakke om sex og overveje, hvor de kan få fat i noget pot. Humøret er højt, så da de over bilradioen hører, at tre farlige voldtægtsforbrydere er sluppet fri fra fængslet, tager de sig ikke videre af dette. Det burde de dog nok have gjort, for nu klippes der til nogle skumle typer i en lille New Yorker-lejlighed. Radioen fortsætter med at fortælle om forbryderne, og vi forstår nu, at typerne i lejligheden er de selv samme forbrydere.

Banden anføres af den psykopatiske Krug, der arbejder sammen med den pædofile knivstikker Weasel og den ligeledes vanvittige pige Sadie. Alle tre fremstår bundkorrupte og farlige. Gruppens fjerde hjul er Krugs stupide søn Junior, der takket være sin far er dybt afhængig af heroin. Dette hyggelige selskab følger vi nu i en rum tid, indtil Krug bliver vred på Junior, og sender ham ned på gaden.

Her vil skæbnen, at Mari og Phyllis ser Junior stående på en trappesten. De beslutter sig for at spørge, om de kan købe noget pot af ham, og så klapper fælden. Junior siger ja til at handle, og fører dem op til de andre i lejligheden, hvor de næsten øjeblikkeligt bliver fanget.

Hævn

Vi ser ikke så meget til begivenhederne i lejligheden. Pigerne bliver sandsynligvis voldtaget, men det fortælles aldrig. I stedet klippes der nemlig til den følgende morgen, hvor forældrene er ved at være urolige over, at Mari ikke er kommet hjem. Telefonen i huset har problemer, så det lykkes for dem at få fat i politiet, men de mister derefter kontakten til omverden igen. Politiet forsikrer forældrene om, at de ikke behøver være urolige for datteren – den slags er almindeligt nu om dage, fortæller de. Folk bliver hængende i byen, og gør oprør mod deres forældre.

Gid det var så vel tænker man, for pigerne bliver den morgen stoppet ned i bagagerummet på bandens mørkegrønne cabriolet og så går turen ellers ud af New York. Bilen er imidlertid en møgspand, som går i stå midt ude på landevejen.

Da Krug åbner bagagerummet for at få fat i noget værkstøj, bider Phyllis ham hårdt i hånden, og det får Krug til at flippe ud. Pigerne skal straffes, så de tvinges ud af bilen og ned i skoven ved landevejen. Kort før de forsvinder fra vejen, bemærker den stakkels Mari, at bilen ved et vanvittigt tilfælde er gået i stå få hundrede meter fra hendes hjem.

Det hjælper bare ikke pigerne, for de slæbes ned til en søbred ikke langt fra landevejen, og her voldtager, piner og dræber banden pigerne i noget, der nok kan regnes blandt filmhistoriens mest ydmygende og ubehagelige scener. Mari og Phyllis omkommer på jammerlig vis, og banden skal nu videre.

De har bare ikke noget sted at søge hen, så derfor tager de op til Maris forældres hus, som jo ganske belejligt ligger i nærheden. Nu er det imidlertid Krug og hans venner, der går i en dødsfælde, for da forældrene opdager, hvad der er sket, slagter de banden i en blodrus ikke ulig den som dræbte pigerne.

Grusom, realistisk tone

Det betyder ikke så meget, at det her er blevet afsløret, hvordan filmen udvikler sig, for historien er stort set uvigtig. Det er de faktiske handlinger, der tæller, og dertil de nådesløse billeder, som følger bandens ugerninger såvel som forældrenes drab fra først til sidst.

Det hele er holdt i en grusom, realistisk tone, som ført henimod slutningen kammer over i en absurd blodrus, der blandt andet involverer kastration og en motorsav. Den ekstreme vold har dog en pointe, for ganske vist bruger filmen exploitationfilmens formsprog, men idéen er bestemt ikke at vise grumsomheder for grusomhedernes skyld. Snarere det modsatte. Wes Craven er ude i et forsøg på at demonstrere en side af den menneskelige psyke, som både de glade blomsterbørn og den amerikanske middelklasse havde glemt eller benægtet.

Han forsøger at skildre voldens frø i os alle. Ved indledningsvist at vise bandens medlemmer som de grusomme, bekræfter han den stereotype forestilling om, at det kun er brodne kar, der begår ugerninger. Det er narkomanen Junior, der lokker pigerne i fælden, og radioværten har før det hele går løs gjort et stort nummer ud af at forklare, hvor nederdrægtige bandens medlemmer er.

Linen ud

Så sker der imidlertid et skift. Midt under pigernes dødskamp går Phyllis til modværge og hamrer en sten i hovedet på Sadie. Nuvel tænker man, selvforsvar er jo en forståelig handling, og sådan vil alle vel handle, men ville de det? Det er i hvert fald, hvad Craven gerne vil have os til at fundere over.

Men instruktøren fortsætter, for så kommer turen til forældrene, som brutalt, men ganske vist i affekt, begår selvtægt og udrydder forbryderne. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at bandens medlemmer er nogle svin, men kan vi tilgive forældrene deres handlinger? Fortjener Krug og co. at blive slagtet som svin?

Her er Craven med ét flyttet helt ind på livet af emnet, og man behøver blot tage temperaturen på enhver debat om voldtægtsforbryderes straf i dagens Danmark for at se, hvor mange, der rent faktisk ville gå linen ud – præcis som Maris forældre gør det.

Inspiration fra Bergman

Hvad der inspirerede filmen er måske ikke helt åbenlyst, men Craven har selv peget på Ingmar Bergmans Jungfrukällan fra 1960 som en vigtig inspirationskilde. Det virker da også meget rimeligt, for de to film har rent faktisk en del til fælles. Det Craven har gjort, er så bare at tilføje en solid dosis af den skepsis og bekymring, som var oppe i tiden, efter blandt andet en mand som Charles Manson var dukket op i medierne.

Tvivlen og forundringen over den menneskelige psykes skyggesider var blevet et emne, der optog mange, hvilket i vores sammenhæng især kan aflæses gennem en hel stribe af de i dag klassiske gyserfilm fra denne periode. Cravens film var dog blandt de bedre og mere intelligente, og det er utvivlsomt også derfor, at den stadig holder.

The Last House on the Left er en ekstremt kompleks film, som bliver mere og mere fascinerende, jo længere man overvejer dens enkelte bestanddele. Et vigtigt træk, som mange har holdt frem som et kritikpunkt, er Cravens flittige brug af humor. Der er vitterligt ret meget komik i filmen og vel at mærke ikke bare jokes, men regulær falde-på-røven-humor, hvor navnlig de uduelige politibetjente må stå for skud.

Tanken er helt sikkert, at humoren skal virke som endnu et lag i filmens budskab, der forsøger at vise os, at latter eller ironisk distance kan gøre hvad som helst spiseligt – selv voldtægt og mord. Spørgsmålet er så bare, om Craven overdriver denne side. Det mener jeg ikke, han gør, men her er mange uenige med mig.

Fremmedgørende musik

På samme måde som humoren, virker musikken også fremmedgørende overfor den brutale handling. Filmens score blev skrevet og udført af David Hess, som rent faktisk selv spillede rollen som bandelederen Krug. Musikken svinger et sted i singer/songwriter-traditionen mellem Bob Dylan og Simon & Garfunkel med en umiskendelig 68’er-lyd. Navnlig et af numrene bliver brugt hyppigt, hvor Hess med krystalklar stemme synger “And the road leads nowhere…” som et fatalistisk udsagn om menneskets manglende evne til at se sin egen dyriske natur.

Hess og Craven har tydeligvis snakket sammen om stilen, og vi har derfor fornøjelsen af at høre de sukkersøde toner glide over skærmen eksempelvis mens pigerne brutalt voldtages. Igen kommenterer musikken direkte på vores evne til at fornægte virkeligheden og det, vi ser, men Hess’ score tjener også som en melankolsk konstatering, der klagende tager afsked med den menneskelige uskyld som et andet musikalsk syndefald.

Velvalgt cast

Man kunne blive ved med at optrevle indholdet i The Last House on the Left, men nu er det vist ved at være nok. I stedet kan vi kaste et blik på rollelisten, som bliver udgjort af en imponerende samling sleazede folk. David Hess, der som sagt spillede Krug, fik nærmest en lille karriere ud af at gentage sin rolle fra Cravens film, og han dukker således op i en lang række af de plagiater, som navnlig blev udsendt i Italien.

Her skal vi blot pege på Autostop rosso sangue (1977) som eksempel. Den anden af bandens prominente medlemmer, Weasel, blev spillet af Fred J. Lincoln, der foruden selv at medvirke i en række hårde exploitationfilm har haft en stor karriere som pornoskuespiller og instruktør. Han har fra 1976 og frem til 2005 instrueret 291 pornofilm, hvilket må siges at være ganske hæderligt.

Helt uskyldigt er det kvindelige cast heller ikke, for Sandra Cassel, der spillede den lille Mari, begyndte sin korte karriere med exploitation, bevægede sig over i hardcoreporno og sluttede til sidst af med en komedie, før hun forsvandt ud af branchen i 1978. Jeramie Rain, der spillede den gale Sadie, har ligeledes kun medvirket i mere kulørte film, før hun stoppede, mens den sidste pige, Lucy Grantham, der spillede Phyllis, kun medvirkede i et par gysere uden nogen sinde at have haft en egentlig karriere.

Med så mange sleazy navne samlet i en film får man den fornemmelse, at der må være en fællesnævner et eller andet sted. Denne er utvivlsomt filmens producer Sean S. Cunningham, der begyndte sin karriere med at instruere lumre independentfilm med hardcoreporno-elementer (Cunningham er senere blevet bedre kendt som manden bag den første Friday the 13th). Det er i hvert fald påfaldende, at der ikke er krediteret nogen for castingen til The Last House on the Left og mon ikke det betyder, at det var Cunningham og Craven, der i fællesskab trak på kontakter i deres bagland, da de særdeles velvalgte roller skulle besættes?

Mange plagiater

Hvordan man end vender og drejer det, blev The Last House on the Left en gigantisk succes. De unge og alternative elskede den, mens det såkaldte moral majority hadede Cravens debut. Den blev udskældt, fordømt og forbudt, men jo mere kritikerne råbte, jo mere populær blev filmen. Craven kunne på den led begynde sin karriere i modvind, men modvind af den type, som sikrer billetsalg ved de næste mange film, for alle skulle helt sikkert se, hvad han fandt på næste gang.

Man må desværre nok erkende, at det langt fra var alle, der gad sætte sig ind i filmens budskab, hvilket især er tydeligt, når man kaster et blik på de ikke ligefrem subtile plagiater, der blev produceret i Italien. Dermed ikke sagt at disse italienske kopier er dårlige, faktisk det modsatte, for de er særdeles underholdende – Cravens budskab er bare gået tabt.

Et af de mere vellykkede eksempler kunne i øvrigt være Franco Prosperis La settima donna fra 1978, som vi også har anmeldt her på Planet Pulp. Filmen fik dog også stor indflydelse i USA, hvor den blev et opråb til independent-instruktørerne om at vove sig ud i vildere og farligere eksperimenter. Det var der også mange der gjorde, med ganske forskelligt resultat. Skulle vi tage endnu et eksempel, blandt de film vi allerede har anmeldt, kan man med fordel kaste et blik på Joe Wiezyckis Satan’s Children fra 1975, der tematisk og konceptuelt står i tydelig gæld til Wes Cravens debut.

Hjørnesten

Craven er en underlig instruktør, som har leveret en stribe mesterværker, men stort set lige så mange ganske elendige film, der får én til at betvivle mandens egentlige talent. Hvorfor det forholder sig sådan, kan jeg absolut ikke forklare, og det er sådan set også lige meget. Det vigtige er, at The Last House on the Left er en hjørnesten i den amerikanske independentfilm såvel som i hele exploitationgenren, men samtidig også en forbistret spændende film, som man kan vende tilbage til igen og igen. Det kommer jo nok næppe som nogen overraskelse, at The Last House on the Left får de varmeste anbefalinger.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Hævn, Psykopater, Selvtægt, Video Nasty