Psycho

…She stepped into the shower stall. She let the warm water gush over her. That’s why she didn’t hear the door open. At first, when the shower curtains parted, steam obscured the face. Then she saw it…

I løbet af 1950’erne var det lykkes Robert Bloch at få sin forfatterkarriere på skinner. Han debuterede som 18-årig med novellen The Feast in the Abbey efter en næsten treårig læretid hos sin daværende mentor H. P. Lovecraft, som Bloch havde ført en regelmæssig brevkorrespondance med siden han var 15.

Da Bloch debuterede, var novellemagasinerne stadig et yderst populært medie, og der var rent faktisk et meget stort marked for kulørte pulpnoveller. Det ændrede sig imidlertid gradvist i løbet af 50’erne, hvor det blev mere lukrativt at udsende egentlige romaner i billigt paperbackformat.

Mange af pulpæraens store navne formåede ikke at sadle stilistisk om, og knækkede halsen i forsøget på at skrive tekster, der gik ud over novellens form. Som sagt var Robert Bloch imidlertid en af dem, det lykkedes for. Hans første roman, The Scarf, udkom i 1947, og fra da af udgav Bloch regelmæssigt romaner frem til sin død i 1994.

I trykken siden første udgivelse

I horrorkredse er Blochs eftermæle især bevaret på grund af hans tidlige arbejde, der var så påvirket af Lovecraft, og det med rette, for Bloch var rent faktisk en af de mere sprælske forfattere, der bevægede sig ind i Lovecrafts univers. For mindre specialiserede læsere er det imidlertid ikke forholdet til Lovecraft, der betyder noget, men derimod Psycho, som Bloch udgav i 1959. I sig selv er bogen interessant, men den store berømmelse må ene og alene tilskrives Alfred Hitchcocks mesterlige filmatisering fra 1960, under samme navn.

Da Psycho blev udgivet i 1959, blev den godt modtaget. Romanen solgte pænt, men det var først efter, at filmen blev indspillet, at romanen forvandledes til en egentlig bestseller. Det blev den dog, og bogen har faktisk været tilgængelig på markedet lige siden. Det er der ikke ret mange gyserromaner, der kan prale af, for 47 år i trykken er lang tid, og det var da heller ikke så underligt, at Robert Bloch kunne basere sin videre karriere på den berømmelse, han oplevede gennem Psycho.

Bloch blev måske ikke ligefrem et navn af samme kaliber som eksempelvis Stephen King, men det er trods alt oppe i den størrelsesorden at vi skal se Blochs status i årene efter, Hitchcocks film så dagens lys. Det kan måske virke overflødigt at gengive handlingen, men for en god ordens skyld skal vi da lige skitsere Psycho i hovedtræk.

Velkommen til Bates Motel

Den unge sekretær Mary Crane er på flugt. Hun har stjålet en stor sum penge fra sin chef, men tyveriet vil først blive opdaget mandag morgen, når alle møder ind på arbejde igen. Det er nu fredag aften, så hun har god tid til at komme væk. Hendes mål er den lille by Fairvale i sydstaterne, hvor Marys forlovede Sam Loomis bor. Sam kender intet til tyveriet, og Mary har sådan set tænkt sig at lyve for ham, og fortælle ham, at pengene kommer fra en arv.

Forlovelsen mellem de to har været hemmelig, så Mary føler sig helt overbevist om, at man ikke vil kunne spore hende til Fairvale, hvor Sam har en isenkramforretning. Da mørket falder på, og det begynder at regne ganske, ganske heftigt, beslutter Mary sig for at afbryde rejsen og overnatte på et motel, hun netop har passeret.

Motellet, Bates Motel, er en smule udrangeret, og den fede, bebrillede ejer er alt andet end behagelig. Mary beslutter sig for at sove på stedet uanset hvad, og da motelejeren, Norman Bates, tilbyder hende aftensmad i hans hus, der ligger oppe på bakken bag motellet, tager Mary tøvende imod. Middagen med Bates forløber ikke helt glat, for da snakken falder på hans mor, bliver den fede aggressiv, og Mary går hurtigt til ro. Tilbage på værelset tager hun et bad, og påtænker så at gå i seng, men det når hun ikke, for knap er hun steget ind i brusekabinen, før en gal kvinde stikker Mary ihjel.

Marys forsvinden forbliver ikke ubemærket. Hun boede sammen med sin søster, og da Marys chef tager kontakt til søsteren Lila, står det klart for pigen, at Mary må være i store problemer. Chefen vil af PR-mæssige grunde ikke gå til politiet med det samme. I stedet tager han kontakt til en privatdetektiv, der hurtigt er på sporet af Mary.

Lila tager direkte op til Sam Loomis i Fairvale og uden at vide det, har hun detektiven i hælene. Sammen ankommer de til Loomis’ butik, og snart har historien fået tre nye hovedpersoner. Det er ikke åbenlyst, hvad der er sket med Mary, for Sam har ikke hørt fra hende, så det tager dem lang tid at finde det spor, der fører gruppen til Bates Motel.

Galopperende ødipuskompleks

I store træk er Psycho en klassisk pulpkriminalroman, der benytter sig flittigt af kriminalgenrens sproglige såvel som handlingsmæssige klichéer. Blochs baggrund som novelleforfatter er ganske åbenlys, for kapitlerne har novellebladets effektive pacing og kontante form. Det afgørende twist, der giver romanen dens charme, er imidlertid det grusomme og næsten sygelige skær, som handlingen får, fordi vi sideløbende med opklaringsarbejdet følger Norman Bates.

Bogens første kapitel åbner hjemme hos Bates, så allerede fra den første side ved vi, at manden er rusk ravende vanvittig. Han er en syg stodder, og da vi i det andet kapitel hører, at Mary Crane parkerer bilen foran Bates Motel, ved vi, at det på ingen måde kan ende godt.

Norman er underlagt sin mors jerngreb, og han lider af et galopperende ødipuskompleks. Moderen kan imidlertid heller ikke være helt almindelig, for den måde, hun beskrives på, er mindst lige så absurd som Normans udflydende tankegang. Vi ved altså på forhånd, at det vil ende galt for Mary Crane og det, Robert Bloch gør, er at lege med læserens forventning. Han bygger således sin ubehagelige stemning op ved gradvist at antyde mere og mere for så pludseligt at sætte handlingen i gear med et eksplosivt skub.

Der hvor Bloch viser sig som en mand med et særdeles raffineret greb om stemningsopbygningen, er i kapitlernes opbygning. Han fortæller først begivenhedernes gang fra én synsvinkel, for så i næste kapitel at genfortælle situationen, nu blot set gennem en af de andre hovedpersoners øjne. Her er det naturligvis de afsnit, hvor vi får verden gennem Normans øjne, der står stærkest. Hans monstrøse og indestængte liderlighed virker knusende ubehageligt, når det sættes op imod Mary og Lilas uskyldige tankegang.

Enorm betydning

Sex og psykoanalytisk snak fylder en hel del, og til tider kammer det næsten over. Man kommer dog ikke uden om, at det netop er gennem bogens nærmest saglige tilgang til tilfældet Norman Bates, at romanen finder styrke. Hvor nyskabende Blochs historie er, kan nok betvivles, men gennem filmatiseringen fik Psycho en enorm betydning.

Mordet i brusebadet fik status som det ultimative seksuelle drab, og både den italienske giallofilm og den amerikanske slashergenre har vel mere eller mindre direkte sin rod i netop denne scene. Mens mordet i filmen måske ikke direkte relaterer til sex – det bliver i hvert fald aldrig udtalt åbent – er romanen helt anderledes konkret. Normans indestængte seksuelle frustration udstilles på pinagtig vis, og historiens efterspil, der har karakter af en lægerapport, er nærmest et plotmanifest for de førnævnte filmgenrer.

Indirekte har Blochs roman derfor haft en enorm betydning, trods dens pulpede form. Det anerkendte John Carpenter da også, da han i Halloween fra 1978 opkaldte Michael Myers’ nemesis Sam Loomis (Donald Pleasences rolle), efter Norman Bates vigtigste modstander.

Bag facaden

Inspirationen til Psycho blev hentet i virkeligheden. Kvindemorderen Ed Gein begik nemlig sine transseksuelt begrundede drab i nærheden af Robert Blochs hjem. Efterfølgende har Bloch fortalt, at der ikke var tale om nogen direkte inspiration, for det var først sent i skriveprocessen, at det gik op for ham, hvor tæt han rent faktisk havde modelleret Bates over hændelserne i Plainsfield, Geins hjemby.

Et andet sted har Bloch udtalt, at en vigtig inspiration var selve idéen om morderen, der lurede bag den helt almindelige lillebyfacade. Det er naturligvis i sig selv ikke synderligt nyskabende, og Robert Louis Stevensons The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886) fremstår på mange måder som protoudgaven af Psycho, uden at der dog skal postuleres noget direkte slægtskab.

I filmens verden har et lignede tema sine paralleller i eksempelvis Tope Hoopers The Texas Chain Saw Massacre (1974) eller David Lynchs Blue Velvet (1986). Tematikken i Psycho kan derfor indpasses i en bred tradition, der filosoferer over det, der potentielt kunne skjule sig bag enhver given dør i ens nærmeste omgivelser.

Bogens succes fik Robert Bloch til at vende tilbage i 1982 med romanen Psycho 2, der fortsætter fortællingen om Norman Bates. Fortsættelsen er ganske anderledes, og da Bloch udvidede serien med Psycho House i 1990, var der ikke meget tilbage af den oprindelige charme. Romanen er også blevet oversat til dansk, og udgivet under dens originale titel i 2000, to år efter Gus van Sants ligegyldige genindspilning af filmen fra 1998.

Pageturner

Psycho er en kort roman – man kunne måske endda kalde den en kortroman – og den er derfor hurtigt læst. Det hjælper naturligvis også på det, at Bloch er en skarpsleben skriver, der leverer sine kapitler som maskinpistolssalver. Han skriver intenst, præcist og pulpet. Det er alt sammen elementer, som skaber en særdeles underholdende bog, der måske nok kan virke lidt banal til tider, og måske ikke ligefrem er lige elegant igennem hele forløbet, men som i store træk er indbegrebet af en pageturner.

Psycho er værd at læse, også selv om man har set filmen og kender handlingen til hudløshed, for Blochs Norman Bates afviger betydeligt fra Hitchcocks karakter. Det er en anderledes oplevelse, som på sin vis er mere helstøbt. Derfor kan det godt betale sig at kaste et blik på hylderne med brugte engelske paperbacks i sit lokale antikvariat, for Bloch er bestemt investeringen værd.