Psycho 2

En velkendt talemåde siger, at man ikke skal gå tilbage til en fuser, men kan man ikke med mindst lige så stor sikkerhed hævde det modsatte? Både bøger og film der forsøger at fortsætte en succesfuld historie, har en tendens til at skuffe rigtig fælt, og desværre er Robert Blochs efterfølger til kortromanen Psycho fra 1959 bestemt ikke nogen undtagelse.

Reaktionært

Den oprindelige bog blev en gigantisk succes for forfatteren, navnlig på grund af Hitchcocks filmatisering fra 1960, og takket være denne film kunne Robert Bloch katapulteres helt frem blandt de største amerikanske horrorforfattere. Sådan var det i hvert fald i en lang årrække, men intet varer ved, og da slet ikke berømmelse.

I slutningen af 70’erne var gysermarkedet ved at ændre sig, og det var en helt ny type forfattere, der var efterspørgsel efter. Bloch var ved at blive overhalet indenom, og navnlig en mand som Stephen King var i høj grad med til at vise, hvor altmodisch, han var ved at være.

Det er derfor også på mange måder lidt overraskende at læse en bog som Psycho 2, da den på en gang krampagtigt forsøger at virke ungdommelig og frisk, men samtidig fremstår som et stykke uhyggeligt reaktionært litteratur.

Når man tager i betragtning, hvor meget den oprindelige roman var med til at starte, er det parakdoksalt, hvor skævt og malplaceret det virker, når Bloch i sin efterfølger siger tak for sidst, og selv dykker ned i den drejning slashergenren fik, da filminstruktørerne først for alvor fik øjnene op for de blodige kvaliteter i den så berømte brusebadsscene fra den første bog og film. Nuvel, men hvad handler fortsættelsen til Psycho så om?

Halloween

Psycho 2 er opdelt i to klare segmenter. En indledende del, hvor den navnkundige Norman Bates får luft under vingerne og på ny får lejlighed til at sprede rædsel i den lille by Fairvale, der dannede rammen for den oprindelige bog. Den anden del kunne man passende kalde “Norman goes to Hollywood”, for her bliver handlingen henlagt til filmbyen, hvor der naturligvis er endnu bedre muligheder for at finde nye ofre.

Når der indledningsvist blev sagt, at Bloch dykker ned i slasherfilmens klichéer, og bruger de elementer, han rent faktisk selv var med til at skabe, så kan det meget passende illustreres ved et kort referat af bogens første segment.

Norman Bates blev, som folk der har læst den første roman vil vide, indespærret på den lukkede afdeling. I begyndelsen af fortsættelsen lykkes det ham at flygte, da han ser sit snit til at dræbe en nonne og snige sig ud af sindssygehospitalet, forklædt i hendes tøj. Norman har kun én tanke – hævn over de svin, der fik ham spærret inde. Derfor stjæler han en bil, og kører direkte mod Fairvale gennem den regnvåde nat.

Tilbage på hospitalet opdager Normans psykolog Dr. Claiborne først alt for sent, hvad der er sket, men da det står klart for ham, at Bates er flygtet, ved han, at det kommer til at koste dyrt. Instinktivt søger han derfor også mod Fairvale for at redde, hvad der kan reddes.

De personer Norman ønsker at hævne sig på, er ingen ringere end Sam Loomis og Lila Crane, der siden den første roman er blevet gift, og nu lever lykkeligt sammen. De står øverst på dødslisten, og man må sige, at de næsten gør det for let for gerningsmanden at få fingrene i dem.

Hvis ovenstående ikke lyder som et referat af handlingen i John Carpenters Halloween fra 1978, ved jeg ikke hvad. Bloch har ganske enkelt lånt hele plottet i Carpenters film, og brugt det som skabelon for den første tredjedel af Psycho 2. Det virker mildest talt ikke elegant, og har man først fået øje på parallellen, bliver det nærmest pinligt flere steder. Heldigvis er dette kun begyndelsen, for Bloch havde store planer med bogen, og derfor sendes Norman hurtigt videre til Hollywood. Eller rettere, vi tror, han tager til Hollywood.

Norman goes to Hollywood

Sagen er nemlig den, at Norman Bates muligvis omkom i en bilulykke, før han i det hele taget nåede frem til Fairvale, men da Sam og Lila rent faktisk bliver brutalt slagtet, kan det næsten ikke være andre end Norman, der stod bag – eller hvad? Politiet tror ikke, det var Norman, men Dr. Claiborne er overbevist.

Da han i Sam Loomis’ isenkrambutik ser en artikel i en avis, der fortæller, at den dekadente filminstruktør Vizzini vil indspille en film ved navn Crazy Lady, baseret på hændelserne i den første bog, og som meget metaagtigt vel skal forstås som Hitchcocks Psycho, får doktoren klamme hænder. Han er sikker på, at Norman vil forsøge at dræbe de involverede i filmprojektet, og derfor tager Claiborne med det første og bedste fly til Hollywood.

Med psykologen velankommet til filmbyen, kan fortællingen skifte gear og ændre ansigt. Det der startede ud som en lettere pinagtig Halloween-parafrase, bliver nu en hårdkogt kriminalroman, som boltrer sig i den insiderviden, som Bloch havde opnået på det tidspunkt. Beskrivelserne emmer af filmstemning, og ser man bort fra, at det måske tager lidt overhånd en gang imellem, er et af bogens bedre træk, at den formidler et meget godt stemningsbillede af byen.

Desværre kommer der grus i plotmaskineriet, for idéen er, at vi som læsere skal være i tvivl om, hvorvidt Norman rent faktisk er taget til Hollywood eller ej. Der sker ganske vist mystiske ting på settet til Crazy Lady, men der bliver også lagt så mange vildspor og motiver ind, at det mildest talt er svært at gennemskue, hvem der har rent mel i posen, og hvem der bare er ude på at sabotere projektet.

Syrlig bedrevidenhed

Præcis som i den oprindelige bog leger Bloch en hel del med romanens fortællerstemmer. Der skiftes således jævnligt jeg-fortællere, og hver har naturligvis sit syn på begivenhederne. Meget klogere bliver vi ikke, og svaret på alle vores spørgsmål kommer først helt til sidst i romanens næstsidste kapitel. Det er lang tid at vente, og desværre er det ikke helt ventetiden værd.

Det viser sig nemlig, at bogen faktisk handler om noget helt andet end Norman Bates. Den handler dybest set om, hvor forarget Robert Bloch er blevet over Hollywoods banalitet og voldtægt af det, han opfatter som gysets ædle kunst. Han afskyr tydeligvis det filmiske splat, og gennem den kloge Dr. Claiborne og en gammel filmmand, der nu har det motel, hvor doktoren bor, fylder Bloch side op og ned med Hollywoods nederdrægtigheder.

Ja, han går endda så vidt som at skildre en af bipersonernes fald fra ringeagtet skuespiller til pornostjerne med en sært syrlig bedrevidenhed, der bestemt ikke er sympatisk. Der er således ikke ret meget gys i Psycho 2. Der hvor stemningen tilspidses, virker det mest af alt som om det blot er noget, Bloch har fået flettet ind for at give historien et løft, før hans tungsindige præsentation af syndens by kan fortsætte.

Her er det dog vigtigt at fastholde, at Bloch er en forfatter, som kan sit kram, og ligegyldigt hvor irriterende dialogen er, og ligegyldigt hvor moraliserende hele bogens koncept end måtte være, så skriver manden forbistret underholdende. Siderne glider som varmt smør, og man keder sig bestemt ikke i selskab med Robert Bloch.

Det bliver desværre bare heller aldrig rigtig godt, og det er tragisk at se den ellers så fine forfatter som en bitter gammel mand, der bruger sin tid på at svine den industri til, der mere eller mindre har skabt hans karriere.

Falder igennem med et brag

Som det nok fremgår, er Psycho 2 bestemt ikke nogen god bog. Den er letlæst og har helt sikkert sine underholdende momenter, men i det store hele falder den igennem med et brag. Den formår på ingen måde at leve op til den første roman, og de der har læst den oprindelige historie, vil tilmed sikkert have svært ved at genkende den Norman Bates, som Bloch beskriver i Psycho 2.

Ganske vist er der gået 20 år siden begivenhederne i den første historie, men Bates har ændret sig så drastisk, at det ikke længere er den samme karakter. Han er blevet en snu psykopat med et skarpt vid og en poetisk åre, som man bestemt ikke mødte i den oprindelige bog, og dette skift virker helt malplaceret.

Tilbage bliver så at filosofere over, hvorvidt bogens yderst banale titel samt hele den indledende del, løftet fra Halloween, skal forstås som en intelligent metareference til filmverdenens stereotype tåbelighed, eller om det bare er Bloch, der på ubehjælpelig vis forsøger både at favne en ny tids publikum og samtidig at holde fast i de gode gamle dage gennem den kontante handling. Jeg ved det rent faktisk ikke, men håber det første selv om jeg har en mistanke om det sidste.

Universal var i øvrigt alt andet end begejstret for bogen, som de ellers havde ventet længe på. Fortsættelsen til Psycho ville blive et blockbusterhit ud over alle grænser, men da de så, hvad Bloch havde produceret, blev det besluttet at gå helt andre veje og Richard Franklins Psycho II fra 1983, har således intet at gøre med Blochs fortsættelse.