House of Wax

I 1933 havde Michael Curtiz en moderat succes med kriminalgyseren Mystery of the Wax Museum, og tyve år efter var tiden blevet moden til en genindspilning. Warner Brothers havde planer om at udsende en 3D-film, og da man skulle finde et passende emne, faldt valget på Curtiz’ film.

Man tog atter udgangspunkt i Charles Beldens teaterstykke, men denne gang forholdt man sig mere frit til forlægget. Historien er således den samme i de to film, men der er dog betydelige forskelle.

Den nye film kom til at hedde House of Wax. Den ramte biograferne i 1953 og har den tvivlsomme ære af at være Warners første film, der afprøvede 3D-effekten, hvilket den ikke ligefrem slipper heldigt fra. Det er dog et sidespring, for rent faktisk er 3D-effekterne kun implementeret i et fåtal af scenerne, og netop af den grund virker det også så ubehjælpeligt, når vi endeligt konfronteres med dem.

Manden der skulle fylde Curtiz’ sko blev den ungarske André de Toth, der lavede en håndfuld gysere i løbet af sin karriere, men man vil nok primært kende ham som western- og kriminalfilmsinstruktør.

Katastrofal forsikringssvinden

Handlingen i House of Wax udspiller sig på et ubestemt sted i begyndelsen af 1900-tallet. Historien er henlagt til New York, og da vi kommer ind i billedet, møder vi den ambitiøse billedhugger Henry Jarrod, der har opgivet stenskulpturen til fordel for voksmodeller, der ifølge ham selv langt bedre kan reflektere liv og sjæl.

Jarrod er fabelagtigt dygtig, men han har også en skrue løs. Voksfigurerne er hans små børn, og navnlig figuren der forestiller Marie Antoinette fylder meget. Ja man kan faktisk gå så vidt som at sige, at Jarrod har et kærlighedsforhold til figuren af Marie Antoinette. Den slags særheder kan jo nok accepteres hos en dygtig kunstner.

Naturligvis har Jarrod svært ved at leve af sin kunst. Da hans partner og kreditor en aften dukker op for at få sin andel ud af samarbejdet, opstår der problemer. Jarrod kan ikke betale, og kreditoren foreslår derfor, at de skal antænde værkstedet og høste forsikringssummen. Det får kunstneren til at fare i flint, for aldrig kunne han finde på at lægge hånd på sine børn. Da den ubehagelige partner begynder at antænde huset, opstår der en kamp, som Jarrod taber. Den skurkagtige kreditor flygter fra det brændende værksted, og kunstneren efterlades i flammerne.

Vansiret morder

Her springer historien nogle måneder frem. Kreditoren, Matthew Burke, har fået hele forsikringssummen udbetalt, og med sine mange penge har han fået tiltrukket den blonde sexbombe Cathy Gray, der lever under fattige kår i et pensionat med veninden Sue Allen. Sammen forsøger de at tjene til dagen og vejen, og mr. Burke er lidt af et scoop for Cathy.

Langt når deres forhold bare ikke at udvikle sig, for kort efter at vi har fået parret præsenteret, møder Burke sit endeligt. En uhyrlig vansiret skabning bryder ind i hans lejlighed, strangulerer ham og kaster ham derefter ned i en elevatorskakt med et reb om halsen, således at det ser ud som selvmord. Plottet udbygges, da selv samme monstrøse person overfalder Cathy, og myrder hende i sengen.

Uheldige omstændigheder vil, at Sue ser gerningsmanden i Cathys rum, og så er det hendes tur til at blive jagtet. Det lykkes for Sue at flygte hjem til nogle venner, under skarp forfølgelse vel at mærke, og her finder hun sikkerhed.

Bekendte ansigter

Imens viser det sig, at billedhuggeren Jarrod slet ikke omkom i flammerne. Ganske vist har ilden ødelagt hans lemmer, men han kom fri af flammerne, og nu har han åbnet et nyt vokskabinet, fast besluttet på at genopbygge det, flammerne ødelagde. Selv kan han ikke bruge sine hænder længere, så derfor har han ansat en række medhjælpere til det praktiske. Her vil skæbnen, at den unge mand Scott Andrews bor i selv samme hus som de venner, Sue søgte tilflugt hos, og på den led synes cirklen at være sluttet. Eller hvad?

Da Jarrod ikke kan genskabe sine figurer selv, er han nødsaget til at bruge vellignende modeller, som hans medhjælpere kan arbejde ud fra. Ret mystisk bliver dette, da Sue en aften ved en tilfældighed bemærker, at Jarrods fremstilling af Jeanne D’Arc ligner afdøde Cathy på en prik, og flere af vokskabinettets besøgende genkender ansigter blandt voksfigurerne. Alle de genkendelige ansigter stammer vel at mærke fra nyligt afdøde personer.

Selv siger Jarrod, at de bruger billeder fra aviser og politiets arkiver, men er dét nu også rigtigt, og hvad betyder det, da Jarrod med besynderligt drømmende øjne begynder at fable om, hvor meget Sue ligner hans elskede Marie Antoinette? Et sidste godt spørgsmål er, hvem den sindssyge morder er, der med vansiret ansigt gør gaderne usikre om natten?

De der har set Mystery of the Wax Museum vil sikkert kunne nikke genkendende til en hel del af alt dette, men som det også fremgår, er hovedpersonerne blevet udskiftet. Det er ikke længere den frygtelige kvindelige journalist, der står for sagens opklaring, men i stedet den usikre og følsomme Sue, der er skræmt fra vid og sans på grund af veninden Cathys død.

Det skaber en helt anden dynamik, som først og fremmest underbygger den ulmende stemning, der helt udeblev i den oprindelige film, takket være et frygteligt persongalleri. House of Wax er en langt mere seriøs film, og ikke alene bliver der lagt mere vægt på det visuelle, men den dystre morder får også lov til at fylde en hel del mere. Det liver filmen op, og var det ikke for en stribe særdeles platte vittigheder og de fordømte 3D-effekter, der er helt og aldeles unødvendige, ville House of Wax være en lille perle.

Fint cast

Den dominerende rolle spilles af Vincent Price, der naturligvis gør det glimrende som den teatralske kunstner Jarrod. Karakteren er som skabt til Price, men man må dog også indskyde, at Lionel Atwill gjorde det mindst lige så godt som kunstneren i den tidligere udgave.

Heldigvis har man i øvrigt omdøbt kunstneren og fjernet den første films tåbelige navn Ivan Igor, der skulle lyde russisk. Desværre er navnet blevet overflyttet til Jarrods stumme håndlanger og handikappede tjener. En tjener der hedder Igor er jo heller ikke ligefrem originalt. Igor bliver spillet af en ganske ung Charles Bronson, hvilket han gør ganske godt. Der er ikke tale om det store skuespil, men Bronson formår at føje noget skræmmende til rollen ved at virke ekstremt truende, uden dog på noget tidspunkt at overdrive.

Resten af castet i House of Wax er sådan set også fint. Mange er kendte ansigter i gyserbranchen, men navnlig Carolyn Jones i rollen som Cathy vil sikkert virke bekendt. Hun har lidt af et horrorroster bag sig, mens resten af de medvirkende primært har medvirket i TV-westerns.

Syg atmosfære

Effekterne er hæderlige. Morderen, der gerne strangulerer sine ofre, er formidabelt sminket. Det kræver dog ikke ligefrem en universitetsuddannelse at genkende skuespilleren bag det vansirede ydre, men det er jo en del af charmen. Om publikum, dengang i 1953, havde svært ved at gætte hvem, der er morderen, er et godt spørgsmål. Vi har i hvert fald ikke svært ved det i dag, hvor filmens røgslør er blevet hverdagskost.

Voksfigurerne der fylder så meget i plottet er ganske veludførte, og værkstedet under Jarrods vokskabinet er meget stemningsfuldt. Det er tydeligvis blevet modelleret over værkstedet i den oprindelige film, men en nytænkning af lyssætningen giver det et særdeles skummelt skær i House of Wax.

Det filmen især lever på, er blandingen af drabelige mord og så de bizarre omstændigheder, der omgærder det hele. Dukker, mannequiner og voksfigurer har noget sært skræmmende over sig, når det bliver brugt i den rette sammenhæng, og det fangede både Michael Curtiz og André de Toth. Figurerne, der på en gang ser døde og levende ud, skaber en syg atmosfære, der naturligvis gør sig forbistret godt i en horrorfilm. Heldigvis blev dette da også taget alvorligt i genindspilningen, som til enhver tid er bedre end originalen. Faktisk langt bedre.

Man kommer bare heller ikke uden om, at House of Wax har sine mangler. Den lider tydeligvis under arven fra forgængeren, for ganske vist er den alvorligt ment, men den går ikke linen ud. Warner var sikkert bekymrede for, at deres første 3D-satsning skulle skræmme det store mainstreampublikum væk, og derfor går André de Toth aldrig helt derud, hvor det for alvor bliver skræmmende og ubehageligt, men holder sig sikkert bag antydningernes facade. Havde filmen blot været 10-15 år yngre, så havde situationen sikkert set helt anderledes ud, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Her må det indskydes, at James Collet-Serras nyindspilning fra 2005 gør det rigtig godt, men her kunne det faktisk have været spændende, hvis den nye udgave af House of Wax var forblevet tro overfor den originale historie og demonstreret, hvordan den muligvis kunne være blevet i ’53-versionen, hvis blot den fjollede humor var blevet udeladt, og instruktøren havde været lidt modigere.

Solid

House of Wax er en solid film, der nok navnlig vil appellere til Price-fans. Filmen har en herligt grotesk stemning, og den blev et kæmpehit for Warner. Det er ganske forståeligt, for det er let at pege på de ting, filmen gør rigtigt, men der er steder, hvor den falder igennem, og derfor svinger den sig i sidste ende ikke helt op i de højder, der for alvor skaber en stærk klassiker.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Remake