OK, hvis du bare er det mindste interesseret i old school amerikansk hardcore punk, må du hellere læse videre, for så vil det følgende sikkert interessere dig. Alternative Tentacles udsender i denne måned en opsamlingsplade med alt, hvad The Eat nogensinde udgav og lidt mere til.
The Eat fra Florida blev dannet i 1979, og på en eller anden måde fik de forvildet sig ind på punkscenen. Ingen af medlemmerne var en del af scenen, men de blev modtaget med åbne arme. Deres lyd var markant anderledes end noget andet, om end der kan findes talrige referencer i deres musik. Der er numre som lyder i retning af The Germs, numre der minder om Angry Samoans, og sange, som skylder The Ramones en hel del, men uanset hvad, lyder The Eat først og fremmest som The Eat.
Trommeslager og fribryder
Bandet bestod af brødrene Mike og Eddie O’Brien på guitar og vokal, Glenn Newland, der senere blev erstattet af Kenny Lindahl, på bas, og så gruppens hemmelige trumfkort – den nu afdøde, kolossale trommeslager Chris Cottie, som sideløbende med bandet forsøgte at få sin karriere som professionel fribryder op at køre.
O’Brien-brødrene arbejdede i øvrigt sammen med Glenn Newland i en telefonbutik, og det var her, gruppen blev dannet. Egentlige albums fik The Eat aldrig udgivet, men gruppen udsendte deres debutsingle Communist Radio i ’79 hos indie-selskabet Giggling Hitler. Året efter kunne bandet lancere EP’en God Punishes the Eat (1980).
Lyden på debutsinglen og EP’en var rå og skramlet, for ikke at sige elendig, men musikken gik rent ind, og udgivelserne blev revet væk. Så blev der stille omkring The Eat i nogen tid, indtil de i 1982 kunne udgive kassettebåndet Scattered Wahoo Action, som på en eller anden måde lød blødere og mere tilgængeligt end de tidligere udgivelser. Her gik The Eat imidlertid mod strømmen, for på det tidspunkt var hardcore-scenen domineret af Dead Kennedys og Black Flag, som med deres fræsende lyd, fejede softies som The Eat af banen.
The Eat fik derfor ikke synderligt meget opmærksomhed, og gruppen forsvandt fra punkscenen igen. Så skete der noget mystisk, for i 1996 genopstod bandet ud af ingenting, og udsendte EP’en Hialeah, der viste The Eat fra den side, som de oprindeligt lagde ud med. Noget seriøst forsøg på at genoplive bandet var der dog ikke tale om, for de gav kun to koncerter, og så forsvandt de igen.
Casual attitude
Da The Eat vendte tilbage, havde de ikke forudset, at de var blevet et næsten sagnomspundet band, som for længst var trådt ind i punkens hall of fame. Med deres skæve, u-punkede tilgang til musikken, skabte de en lyd, der lå meget langt fra det, der var oppe i tiden, men på den anden side, var The Eat mere punkede end selv de mest hardcore punkere.
Deres besynderlige casual attitude og næsten ligegyldige forhold til musikken, gjorde deres udgivelser til en form for anti-statements. Dermed ikke sagt, at de ikke havde meninger, for mange af deres tekster er særdeles politiske, men de missionerede aldrig. The Eat kommenterede kun på deres egen uofficielle facon, der mest af alt minder om den måde, man kommenterer TV-reklamer eller andet TV-crap.
Man skal imidlertid ikke undervurdere gruppen, for der er rent faktisk en grund til, at deres navn aldrig var blevet glemt. De få sange som The Eat indspillede er ganske, ganske forrygende. De gløder af intensitet, skramler på den præcis rigtige måde, og så har de en ørehængende kvalitet, som man eller kun kender fra Ramones.
Bandets tekster kan være næsten uforståelige, men når brødrene O’Brien fræser derudaf med 110 km/t på deres guitarer, mens Cottie banker livet ud af sit trommesæt, opstår der en fornemmelse af tilbagelænet meningsfyldthed. Sange som “Communist Radio”, “Mary Mary” og “Young Guy” er enestående klassikere, der med deres besynderlige mix af rå beatmusik, punk og pop, skaber noget sjældent sympatisk.
Svært tilgængeligt
Frem til nu har det stort set været umuligt at få fingre i originale The Eat-udgivelser. Gruppens EP’er blev udsendt i meget små oplag, og debutsinglen udkom i noget, der ligner 100 eksemplarer. Der har derfor været en meget stor efterspørgsel, og på eBay er deres plader blevet solgt til skyhøje priser. Det eneste alternativ til de uopdrivelige originaler har været uofficielle mp3’er, downloadet fra nettet. Det var hvad jeg selv gjorde, men nu har Alternative Tentacles som ved et trylleslag gjort The Eat til et band, man rent faktisk kan komme i nærheden af igen.
Tentacles har ganske enkelt samlet alle bandets EP’er, inklusiv debutsinglen, kassettebåndet fra 1982 og alt, hvad der har kunnet opdrives af uudgivet materiale. Det er en smuk, smuk gestus, som man kun kan takke dem for. Opsamlingen udkommer både på vinyl og CD, og CD-folket bliver endda forkælet ved, at der følger en ekstra disc med, som indeholder alt det livemateriale, som Alternative Tentacles har kunnet opstøve.
På CD 2 finder man således optagelser fra begyndelsen af 80’erne med forbløffende god lydkvalitet i øvrigt, samt nogle optagelser fra den ene af deres to reunion-koncerter i 1996. Tilmed ligger der nogle sange blandt koncertmaterialet, som ikke er indspillet andre steder. Her er det navnlig The Eats covernumre af Sam the Shams “Wooly Bully” og Doors-nummeret “LA Woman”, der er interessante. Alt i alt er der altså en god grund til at købe CD-udgaven It’s Not The Eat, It’s The Humidity.
Stor lykke
It’s Not The Eat, It’s The Humidity er en af den slags opsamlinger, som vækker stor lykke. Den falder på et tørt sted, og man kan kun håbe på, at de fire punkede anti-punks fra Florida kan opleve en velfortjent renæssance. The Eat er et fabelagtigt band – ja de er mere end det, så hermed skal der kun lyde de varmeste anbefalinger af det, der muligvis bliver den vigtigste retro-udgivelse af punkmusik i 2007.
It’s Not The Eat, It’s The Humidity er venligst stillet til rådighed af Alternative Tentacles.
Nummerliste – CD 1:
1. Communist Radio (1:40)
2. Catholic Love (1:29)
3. Jimmie B. Goode (2:24)
4. Dr. TV (1:49)
5. Silly Drug Songs (1:43)
6. Nut Cop (1:17)
7. Kneecappin (1:10)
8. Party Line (1:25)
9. Living Like A Pig (2:55)
10. Mary Mary (2:14)
11. Hey Jackass (2:43)
12. Sub-Human (1:27)
13. Nixon’s Binoculars (2:27)
14. I Led Two Lives (2:15)
15. Ballbusters On Parade (1:32)
16. Open Man (2:27)
17. She’s Pissed Off (2:00)
18. Get Me High (1:14)
19. Young Guy (2:38)
20. One Call To Cuba (1:55)
21. Shoes Shoes Shoes (1:46)
22. Mr. Brown (3:06)
23. Manatee Smacker (1:52)
24. Dream Of Yogi (2:46)
25. Money For The Police (2:24)
26. Octopus (2:38)
27. Psychotic McHale’s Navy (2:01)
28. Search My Car (2:55)
29. M80 Ant Death (1:23)
30. Hialeah (1:44)
Total spilletid: 60:00
Nummerliste – CD 2:
Finders Lounge 10/09/1982
1. We’re An American Band (2:48)
2. Open Man (2:30)
3. Sub-Human (1:20)
4. Hey Jackass (3:03)
5. She’s Pissed Off (2:25)
6. Communist Radio (2:16)
7. Nixon’s Binoculars (2:35)
Premier Club 04/12/1980
8. Catholic Love (1:42)
9. Nut Cop (1:18)
Churchill’s Pub 09/21/1996
10. Get Me High (1:22)
11. M80 Ant Death (1:59)
12. Mary Mary (3:12)
13. I Led Two Lives (1:58)
Polish American Club 09/26/1981
14. Flower Punk (2:03)
15. LA Woman (2:51)
16. Jimmie B. Goode (3:27)
17. Sub-Human (2:21)
18. The Car (2:01)
19. Woolly Bully (2:42)
20. Communist Radio (3:33)
21. Open Man (4:05)
22. Nut Cop (1:27)
23. Kneecappin’ (1:25)
24. I Led Two Lives (4:20)
25. Get Me High (1:28)
26. Question Of Temperature (3:29)
27. Party Line (2:36)
28. Silly Drug Songs (1:58)
29. Young Guy (3:19)
Total spilletid: 70:00
Samlet total spilletid: 130:00
Kunstner: The Eat
Udgivet: 2007
Label: Alternative Tentacles
Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007
