Avatar

Så kom den endelig, James Camerons længe ventede (og hypede) Avatar, der samtidig markerer instruktørens tilbagekomst til spillefilmsmediet efter 12 år.

I tiden siden Cameron udråbte sig selv til ”King of the World” har han instrueret nogle få TV-produktioner, bl.a. et afsnit af Jessica Alba-serien Dark Angel (2000-02), som Cameron var medskaber af, samt de to IMAX-film Ghosts of the Abyss (2003), der handler om Titanic, og Aliens of the Deep (2005), der handler om undersøiske livsformer.

Efter Titanic (1997) var Cameron tydeligvis blevet fascineret af verdenshavene, og én af de TV-produktioner, han lavede, handlede da også om et andet berømt vrag, nemlig det tyske slagskib Bismarck, der blev fundet i 1989 af Robert Ballard; manden der fire år tidligere havde fundet vraget af Titanic.

Men let’s face it: Cameron er spillefilmsinstruktør, og tilmed én af Hollywoods helt store. Med titler som The Terminator (1984), Aliens (1986), The Abyss (1989) og Terminator 2: Judgment Day (1991) på CV’et har Cameron for længst skrevet sig ind i filmhistoriebøgerne – og det også inden, Titanic tog de 11 Oscars den 23. marts 1998.

Derfor var det med glæde, at filmfans verden over modtog nyheden om, at Cameron ville vende tilbage med en ny spillefilm, og det tilmed inden for en genre, han tidligere har bevist, han mestrer, nemlig science fiction.

Ny teknik

Cameron skrev udkastet til Avatar allerede i 1994, og det var oprindeligt hans plan, at han ville gå i gang med projektet ret hurtigt efter Titanic. Det blev som bekendt ikke til noget, og først i begyndelsen af 2006 kom der rigtig gang i projektet igen. Cameron fik udarbejdet manuskriptet, engagerede det New Zealandske effekthus Weta Digital (stiftet af bl.a. Peter Jackson, og firmaet bag effekterne i The Lord of the Rings, 2001-03) og så kørte bussen ellers.

Avatar blev for meget store deles vedkommende optaget med motion capture, men undervejs i processen udviklede Cameron og hans effektfolk nogle nye metoder, der var hidtil usete – og blandt hovedårsagen til, at Avatar nu menes at være den dyreste film, nogensinde produceret.

Det såkaldte ”virtual camera” gjorde det således muligt for Cameron at se i realtime, hvordan skuespillernes bevægelser blev integreret med et mock-up af de computergenererede omgivelser. Bluescreen ja, men ikke for instruktøren, og det må jo siges at være en ret væsentlig fordel. Derudover udvikledes også en mere effektiv metode, at indfange skuespillernes ansigtsmimik på, som skulle hjælpe med at gøre de digitale figurer langt mere troværdige.

Sidst i 2006 afslørede Cameron desuden, at Avatar ville komme i 3D. James Cameron er én af pionererne inden for den nye bølge af 3D, og Ghosts of the Abyss fra 2003 var den første af de moderne 3D-produktioner. Siden er Cameron på spillefilmsområdet blev overhalet inden om af en efterhånden længere række af film, der er kommet i 3D, men det er næppe forkert at sige, at Cameron er én af hovedmændene bag den nuværende bølge – i øvrigt sammen med George Lucas, der med det samme ivrigt støttede idéen.

Velkommen til Pandora

”Avatar” som begreb stammer fra hinduismen, hvor det bruges som betegnelse for fysiske manifestationer af guderne – særligt, men ikke udelukkende, Vishnu. På engelsk bruges ordet ofte i betegnelsen ”inkarnation”, men i mere generisk forstand henviser det bare til det fænomen, at en bevidsthed indtager en anden fysisk form.

Og det er da også netop det, der sker i Avatar. Filmen tager sin begyndelse et par hundrede år ude i fremtiden. Mennesket er kommet ud i rummet, og på planeten (eller rettere månen) Pandora har de iværksat en storstilet mineoperation efter det ufatteligt værdifulde mineral Unobtainium (ja, samme navn der blev brugt i The Core, 2003).

Imidlertid er Pandora ikke ubeboet. Den er hjemplanet for en race af 3 meter høje, blåhudede humanoider, kaldet Na’vi. Det store selskab der står bag mineoperationen har forsøgt at forhandle med de indfødte, der lever i pagt med naturen, men det er ikke gået efter planen. Derfor har firmaet sendt en masse militært isenkram og lejesoldater til Pandora, og da filmens handling går i gang er situationen anspændt.

Hovedpersonen er den tidligere marinesoldat Jake Sully (Sam Worthington), der er lam i benene. Hans tvillingebror var videnskabsmand, og involveret i Avatar-programmet, men blev dræbt. Derfor har firmaet givet Jake et tilbud.

Avatar-programmet går ud på at skabe hybrider mellem menneskelig og Na’vi DNA, som derefter kan styres af en menneskelig kontrollør. Problemet er, at hybriden er nært forbundet med sin ”chauffør” gennem den menneskelige DNA, så den kan ikke anvendes af andre. Situationen er anderledes for Jake, fordi hybriden var lavet til hans tvillingebror, så han kan godt.

Firmaets krigsliderlige sikkerhedschef Quaritch vil bruge Jake som spion hos en lokal Na’vi-stamme, der tilfældigvis bor direkte ovenpå én af de rigeste forekomster af Unobtainium, man kan tænke sig. Omvendt vil Avatar-programmets leder Grace (Sigourney Weaver) nødigt have Jake på slæb, for han er ikke videnskabsmand – ja, han er jo faktisk soldat.

Tilbage til naturen

Men Jake kommer med på holdet, og befinder sig rigtig godt i sin nye krop. Her kan han naturligvis bruge sine ben, og da han møder kvinden Neytiri (Zoe Saldana) fra den lokale Na’vi-stamme begynder der at ske ting og sager. Hun fornemmer, at der er noget særligt ved Jake, og det gør stammens åndelige leder også. Neytiri får til opgave at indføre Jake i Na’viernes skikke, men samtidig spionerer Jake stadig for Quaritch.

Efterhånden er der dog ingen tvivl om, hvor Jakes sympatier ligger, og hvis man har på fornemmelsen, at der kunne være mere end venskab mellem Jake og Neytiri, tager man nok ikke helt fejl. Jake befinder sig bedre og bedre hos Na’vierne, og lærer efterhånden folkets skikke, at lytte til naturen og at blive en kriger.

Derfor er gode råd naturligvis dyre, da det onde mastodontfirma, repræsenteret ved bureaukraten Selfridge (Giovanni Ribisi) løber tør for tålmodighed, og planlægger at fjerne Na’viernes landsby, der ligger i et af Pandoras enorme træer. Det er Quaritch og hans lejesoldater naturligvis mere end villige til at gøre, og så er der lagt op til ballade.

Hvad skal det hele mon ende med? Det vil jeg naturligvis ikke fortælle her, men ikke kun fordi, jeg ikke vil spoile noget. Sagen er nemlig den, at hvis du har set mere end tre film i dit liv, har du nok en ret god idé om, hvor det hele er på vej hen.

Teknisk triumf

Avatar er først og fremmest en teknisk triumf for James Cameron. Lad mig få det ud af verden med det samme: Avatar er en smuk film at kigge på. CGI’en er utroligt velintegreret, de computeranimerede figurer er utroligt livagtige, og den fremmedartede natur er flot realiseret. Rent teknisk er det af med hatten for Cameron og Weta Digital, og farvel og tobak til både Jar Jar Binks og Gollum. De kan vel lave sig et bofællesskab for tidligere hotshots inden for CGI-branchen.

De første 30 minutter efter at Jake er hoppet ind i sin Avatar-krop og løber rundt i Pandoras enorme regnskov sammen med Neytiri er således filmens klart bedste. Der er ikke meget handling her – det er ren opvisning i flot CGI, hvor Jake (og publikum) konstant forbløffes over og fascineres af Pandoras natur. Fra de mærkelige og smukke planter og dyr over de drabelige rovdyr til de enorme træer – det er flot, fængende og medrivende.

Det er Na’vi-karaktererne også. Fordi vi, inden for filmens univers, kommer til at tro på dem. Det er lykkedes for Cameron og Weta-folkene at overføre så meget af skuespillernes mimik til motion capture-figurerne, at både Avatarerne og Na’vierne kommer til at fremstå som levende væsner, og det er vel nok filmens allerstørste triumf. I denne del af filmen var jeg aldeles solgt. Her hjælper det i øvrigt også, at Cameron fik lingvisten Paul Frommer til at udvikle et sprog til Na’avierne. Der skulle angiveligt være tale om et funktionelt sprog med pt omkring 1000 ord, og en stor del af filmens Na’avi-dialog finder sted på sproget.

Spildt mulighed

At filmen er rendyrket økohippie-bullshit fra ende til anden har jeg personligt intet problem med, men man skal købe konceptet, ellers vil man hade filmen. Så er det sagt. Men igen, da Na’vierne fremstår troværdige er det langt nemmere at sluge hele ”i pagt med naturen”-budskabet, der naturligvis gennemsyrer Avatar fra ende til anden.

Det er blevet sagt af andre, men jeg kan roligt sige det her også, for det er fuldstændig korrekt: Avatar er Dances With Wolves (1990) i rummet. Historien om en mand, der kommer fra et teknologisk miljø fyldt med dårligdomme, og opdager, at de oprindelige folk, der lever i pagt med naturen, har et langt bedre liv. Han forsager sit tidligere liv, og hans loyalitet skifter side. I Dances With Wolves kommer der godt nok ikke noget enormt opgør med de onde kavalerister – det er holdt på en lidt mindre skala – men det gør der i Avatar.

Historien er uhyggeligt tynd. Det samme kan siges om Dances With Wolves, det er sandt, men der er tale om to helt forskellige slags film. Den langsomme og dvælende Dances With Wolves har en minimal handling at binde sit miljøportræt op på. Avatar har en udbygget handling, men den er baseret på et ekstremt uoriginalt (om end sympatisk) grundkoncept og så en række utroligt gennemskuelige floskler.

Alle vendepunkter og dramatiske skift (ikke ”stort set alle”, men ”alle”) har man gennemskuet på forhånd, fra start til slut. Det gør ikke Avatar mindre underholdende, men det betyder til gengæld, at James Cameron har spildt muligheden for at lave et decideret mesterværk. Teknologien og visionen er til stede, men i stedet for at diske op med en historie, der overrumpler på samme måde som filmens visuelle side gør det, serverer han den ene kliché efter den anden. Deri ligger Avatars store svaghed. Ikke at den er en dårlig film i sig selv, men at den kunne have været så meget bedre.

Lettet og irriteret

Uoriginalitet i sig selv er ingen synd. Avatar er Dances With Wolves med elementer af The Matrix (bl.a. måden, hvorpå vore helte på strategisk uheldige tidspunkter hives ud af deres Avatar) og stilistiske nik til instruktørens tidligere film – særligt Aliens fylder meget, når det gælder det militære isenkram og et stort firma som skurk. Samtidig minder historien påfaldende meget om Poul Andersons science fiction-novelle Call Me Joe fra 1957, hvor en mand i rullestol bruger fjernstyrede livsformer til at udforske Jupiter.

Men fuck det. Som sagt er uoriginalitet ikke i sig selv en synd. Hvis Avatar ”bare” havde været en hvilken som helst science fiction-film, kunne man have slået det hen som rene detaljer og bare nydt underholdningen. Det er noget sværere i dette tilfælde. Fordi filmen er en teknisk triumf. Fordi det er James Cameron. Og fordi de to ting til sammen kunne have gjort Avatar til en 6-stjerners biografoplevelse.

Man kommer ud af biografen lettet over, at Avatar langt fra er så dårlig, som de første trailere fik én til at frygte. Ja, man kommer endda ud med en fornemmelse af at være blevet godt underholdt. Men man kommer også ud med en nagende irritation over, at en instruktør som Cameron ikke giver os en bedre historie, der virkelig havde fået Avatar til at folde sig ud.

Ikke kulturimperialistisk, men kristen

Avatar griber direkte ind i tidsåndens naturbevidsthed. Ikke klimabevidstheden specifikt, men bare naturbevidstheden generelt. Som sådan er den både vedkommende og aktuel, måske nok på en dybt banal og naiv facon, men ikke desto mindre velment. Til gengæld vil jeg ikke give Jyllands-Postens Jakob Levinsen ret i, at Avatar er dobbeltmoralsk eller kulturimperialistisk. Levinsens pointe er, at det kræver en amerikansk marinesoldat for de ellers så stolte og modige Na’vier at vende kampen mod overmagten.

Her overser Levinsen imidlertid én af filmens vigtige vendepunkter – manddomsriten, som Jake gennemgår i sin Avatar-krop. Efter det er Jake ikke længere en del af menneskenes samfund. For det er jo ikke bare Jakes Avatar-krop, der har gennemgået manddomsprøven, men også hans sind – og her er der kun én Jake. Som sådan er det en Na’vi, der tager kampen op. Måske nok én, der stammer udefra, men alligevel en del af stammen.

Nej, hvis Avatar er noget, så er den religiøs på samme måde som Frank Herberts Dune (1965) er det – som en anden Paul Atreides kommer Jake til Pandora som ”den udvalgte” og gør det, en udvalgt nu engang gør – redder verden. Som sådan driver Avatar lige så meget af kristen symbolik som Dune gør, nærmere end den driver af amerikansk kulturimperialisme og dobbeltmoral. Men nu bevæger vi os ud på tolkningernes overdrev, og når vi har at gøre med en film så simpel som Avatar står vi os nok alle sammen bedst ved bare at tage med på turen og nyde den.

Udmærket skuespil og tilbage til naturen på lydsiden

På skuespilfronten gør alle medvirkende det sådan set ganske udmærket – igen er det mest imponerende nok, at skuespil og mimik så overbevisende gengives digitalt, som det gør. Sam Worthington er noget anonym som Jake Sully, men alligevel sympatisk nok til at udfylde rollen. Zoe Saldana er besnærende som Neytiri, og Sigourney Weaver kunne spille rollen som den hårdkogte, cigaretrygende forsker Grace i søvne. Giovanni Ribisi gør sit til at gøre rollen som Avatars Carter Burke troværdig, men Ribisi er langt fra så slesk som Paul Reiser var i Aliens. Faktisk virker han stedvist helt sympatisk, hvilket bestemt ikke er meningen.

Det betyder at al ondskab er samlet hos Stephen Lang, der spiller sikkerhedschefen Quaritch. Han er så entydigt led, at der ikke har været noget karaktermaterialet at arbejde med for Lang, der til gengæld har æren af at have filmens klart sejeste menneskelige rolle. Ja, hvis han ikke havde været skurken i Avatar, men i stedet medvirket i en science fiction-film af Aliens-typen, ville Quaritch have været én, man sad og heppede på! Der er dog én god lejesoldat i filmen – piloten Trudy, der spilles af Michelle Rodriguez.

Hele herligheden er iscenesat til tonerne af James Horners score. Det er tredje gang, Horner komponerer musik til en Cameron-film. Første gang var Aliens, hvilket var et stærkt problematisk samarbejde for både instruktør og komponist. De blev dog gode venner igen, og Horner vandt en Oscar for sit score til Titanic. Nu er han tilbage igen med et score, der passer perfekt til Avatars ”tilbage til naturen”-tema. Etniske instrumenter og afrikansk inspireret sang (dog på Na’avi-sproget) smelter sammen med klassisk symfonisk score til et funktionelt, om end noget uoriginalt musikalsk bagtæppe.

3D kun delvist vellykket

Planet Pulps to udsendte så Avatar i 3D i BioCity, Århus, og er glade for at kunne meddele, at Avatar ikke er en film, der lever på 3D-oplevelsen. Den kan sagtens ses uden, men i nogle scener kommer 3D-effekten naturligvis til sin ret. Det fungerer klart bedst i de rent computergenererede miljøer, mens det rent teknisk slet ikke er helt så vellykket i de ægte miljøer. Her står billedet ofte uskarpt og uldent i baggrunden, og hermed menes ikke tilsigtet uskarpt, men med dobbeltkanter og andre relikter fra 3D-teknikken. Farverne er også ofte mere vandede end normalt.

I CGI-miljøerne fungerer 3D-effekterne langt bedre og er til tider decideret bjergtagende – især formidler de ret godt, hvor høje træerne på Pandora er. Hvis man lider af højdeskræk, kan 3D-effekten sagtens give et sug i maven her.

Men Avatar kan sagtens ses i 2D uden at man mister en stor del af filmoplevelsen på den konto – 3D er stadig kun en gimmick, og undertegnede er stadig spændt på at se, om teknikken er kommet for at blive, eller om der (endnu engang) er tale om et kortvarigt modefænomen, som det har været flere gange tidligere.

Potentiale til så meget mere

Hvordan bedømmer man så en film som Avatar, der er en teknisk triumf af de helt store, men plotmæssigt dybt uoriginal og klichéfyldt? Først og fremmest ved at være ærlig, og her må jeg erkende, at jeg godt kan lide Avatar. Jeg var godt underholdt af filmen, og stedvist endda dybt betaget på en måde, som meget få film kan gøre det. Men betagelsen holder ikke hele vejen igennem, og Avatar er også omkring tyve minutter for lang.

Og uanset underholdningsværdien og betagelsen, uanset de tekniske triumfer og de sympatiske budskaber, kommer man heller ikke udenom skuffelsen. Skuffelsen ved at en film der kan så meget på så mange niveauer alligevel mangler det sidste i at sejle klassikerstatusen i havn. Alle omstændighederne er der, bortset fra historien. Avatar er ingen dårlig film, langt fra, men den havde potentiale til at være så meget mere.

Anmeldt uden for nummer | 20/12/2009