Nu sad vi så i hr. Stavnsborgs kælder et stykke uden for København og drak hans dåseøl. Vi var ikke blevet skuffet – kælderen var fyldt til randen med Maiden-relikvier, og det i en sådan grad, at ethvert klunkehjem ville være blevet gjort til skamme.
Rasmus Stavnsborg har ganske enkelt dekoreret stort set hver eneste kvadratmeter vægplads med samlerobjekter, og endda i så stort et omfang, at der næppe findes en lignende samling herhjemme. Her er, hvad der kom ud af vores snak med samleren…
Hvornår begyndte interessen for Iron Maiden?
“Jeg begyndte at høre Maiden som otteårig. I starten var det jo nok mest deres pladecovers, der trak, men musikken betød helt sikkert også noget. Det var så som tiårig, at jeg begyndte som egentlig samler. Det startede med plader, singler og så videre, men sådan er det ikke længere. Alle Maiden-samlere har et eller andet speciale. De fleste forsøger at opspore sjældne pladeudgivelser, andre dyrker Maiden-tøj, men for mig har det altid været Eddie.”
Eddie som omdrejningspunkt
Helt frem til i dag har det været Eddie, der har været omdrejningspunktet for samlingen i kælderen. Til de uindviede kan det nævnes, at Eddie er Maidens logo-figur eller maskot. Han er den dødning, der har været med på de fleste af deres pladecovers, og den figur der gør, at man som regel kan genkende et Maiden-album på lang afstand. Figuren blev oprindeligt tegnet af Derek Riggs, og det var naturligvis også en meget stor skuffelse for Rasmus, da Maiden skilte sig af med deres ellers trofaste tegner.
“Jeg er helt pjattet med Riggs’ stil og de gamle pladers udtryk. De er superenkle, men samtidig kan man blive ved med at finde detaljer på dem.”
Passionen for Riggs’ arbejde er ret åbenlys, når man ser sig omkring i kælderen. I gæsteværelset hænger der nogle originale konceptskitser til albummet Somewhere in Time fra 1986, og stort set lige meget hvor man kigger hen, får man øje på et eller andet Riggs har tegnet.
Men hvad er det så du egentligt godt kan lide at samle – hvad går du efter?
“Jeg kan godt li’ at gå efter ting, jeg kan displaye i kælderen. Det behøver sgu’ ikke være dyrt eller noget stort. Det skal bare være noget med Maiden på, og så noget, jeg kan få klemt ind et sted. Jeg kan godt li’ den idé, at uanset hvor man kigger hen, så får man øje på noget nyt. Jeg har selvfølgelig alle pladerne og så videre, men det er ikke det, der rykker. Jeg samler for eksempel slet ikke på bandmedlemmernes soloprojekter – det interesserer mig ikke, selv om jeg da har et par af deres albums.”
Maiden-koncert nr. 100
Det betyder, at kælderen er fyldt til randen med alt mellem himmel og jord. Der står øl med Maidens logo, der hænger tøj, billeder, plader, kopper, figurer – you name it. De mere bizarre ting er et sæt tyske Maiden-røgelsespinde, der absolut ikke lugter særligt Heavy Metal, og et ægte diplom, der meddeler, at Rasmus er den lykkelige ejer af et træ i den officielle “Iron Maiden Future Forest”. Et projekt Maiden begyndte for at kompensere for det store papirforbrug, der er i forbindelse med deres pladeproduktion og arbejde som musikere!
Har det så ændret sig at være Maiden-fan?
“Det er stort set det samme i dag som dengang – den store forskel er Nettet. Online-fællesskabet har virkelig gjort meget for fankulturen omkring gruppen. Nettet har naturligvis også været med til at presse priserne på ting i vejret. Før var plademesserne det helt store sted, når man skulle finde sjældenheder, men i dag sker den slags stort set kun over eBay. Vi tager også så vidt muligt altid af sted til koncerter i flok, arrangerer meet-ups og holder after parties med hinanden. Informationerne om sådan noget udveksler vi over nettet, og det er rigtig fedt.”
Hvornår hørte du så gruppen første gang live?
“Det var i 1988 under Seventh Tour of a Seventh Tour og i 2008 regner jeg med at runde min Maiden-koncert nummer 100(!)”.
Når hr. Stavnsborg fortæller, at han snart har set bandet 100 gange, betyder det også, at han har oplevet gruppen på stort set alle verdens kontinenter. Han har flere gange fulgte dem rundt i længere tid, og været til flere koncerter i rap. Den slags skaber en særlig stemning omkring gruppen, og man begynder at opdage helt nye sider af bandet.
Rasmus fortæller videre:
“Det fedeste sted at se Maiden er i Paris. Det er på en eller anden måde blevet stedet for internationale fans, så når gruppen spiller i den franske hovedstad, så kommer der folk fra hele verden. Det skaber en helt speciel stemning.”
Er du aldrig gået skuffet ud fra en koncert?
“Jo, masser af gange, men jeg tror min dårligste oplevelse var i 1996. Til gengæld havde jeg min absolut største oplevelse den 9. september 1999, der var en af de store genforeningskoncerter, hvor gruppen blev samlet med den gamle line-up. Bruce var kommet tilbage, og det var helt tydeligt, at de bare havde så meget energi på scenen. Samtidig var det lige på det tidspunkt, at de udsendte computerspillet Ed Hunter, så hele koncerten begyndte med en digital intro fra spillet. Den oplevelse var så vild, at jeg stadig i dag får gåsehud, når jeg hører bootleggen fra koncerten. Det var sgu’ det tætteste jeg har været på at græde til en Maiden-koncert, da bandet begyndte at spille!”
Hvordan havde du det da Bruce Dickinson skred fra gruppen?
“Bruce har altid bare været et medlem i gruppen for mig. Han var ikke med fra starten, og faktisk synes jeg rigtig godt om Blaze Bayley.”
Super Fan
Din samling af Maiden-relikvier er jo efterhånden gigantisk og den er begyndt at få opmærksomhed på nettet – er det noget du mærker?
“Det begyndte lige så stille at gribe om sig. Folk har langsomt fået øjnene op for mine ting, og det er jo vildt fedt. Jeg blev for eksempel genkendt til en koncert i Italien, og folk ville fotograferes sammen med mig. Det var ret vildt, men også ret sjovt.”
Med let beskeden stemme, fortæller Rasmus videre:
“Jeg er blevet udnævnt til Super Fan – det er en officiel betegnelse, Maiden har fundet på. Vi er ca. 40 Super Fans i verden. At være Super Fan betyder, at man kommer gratis ind til alle koncerter, og det er jo fedt. Vi er i øvrigt to i Danmark, der har den titel. Jeg fik mit bevis overrakt af bandet selv. Det var lige inden en koncert, men den aften var det bestemt ikke musikken der var det største!”
Dette sætter også Rasmus’ fanstatus i relief. Først på dette tidspunkt går det op for os, at manden vi taler med rent faktisk befinder sig i en samlerkategori, der skal måles globalt. Det er klart, at man ikke bare bliver udnævnt til Super Fan. Det kræver, at man bliver “opdaget” af bandet og folkene omkring bandet.
Det bliver man kun, hvis man bliver set ofte, og eksempelvis har Rasmus fløjet med alle de officielle Bruce Air-flyvninger, der har været tilgængelige. Han har kun misset én flyvning, og det var da turen gik til Island. I øvrigt kan det meddeles, at det er i Sverige, man finder den mest dedikerede fangruppe. En lille gruppe, der stort set vil gøre alt for bandet og lige frem har måttet se døden i øjnene for Maiden!
Har du så mødt gruppen mange gange?
“Jeg har mødt dem backstage masser af gange. Jeg er efterhånden ret dygtig til at komme ind bagved, selv om jeg slet ikke har noget at gøre bag kulisserne.”
Her er det måske Rasmus’ erfaringer fra hans professionelle virke i forsvaret, der hjælper ham. Han har i hvert fald mønstret autoritet nok til stort set at komme backstage efter de seneste mange koncerter.
Hvordan er du så som fan?
“Jeg er ret stille og rolig. Det er sådan bandet foretrækker det, og efterhånden har jeg også fået så mange autografer, at jeg ikke behøver stå forrest i køen. Jeg prøver også altid at opføre mig helt almindeligt. Det er ikke til at holde ud, når man ser folk stå og slikke Steve Harris i røven bare for at få lidt opmærksomhed. Jeg har dog været med til én “stalker-ting” i London, hvor vi snusede rundt om Bruces hus og snuppede hans avis. Det var jeg ikke stolt af, og jeg har ikke gjort sådan noget siden.”
Engang kunne Metallica- og Maiden-fans ikke fordrage hinanden. Er det sådan endnu?
“Ja lidt, selvom jeg nu hører begge dele. Den gamle kamp lever stadig, sært nok. Den nye fjende er for resten ikke Metallica længere, men Sharon Osbourne, efter hun svinede Maiden til og fik folk til at smide æg efter dem under en koncert. Det bliver hun husket for!”
Har du egentlig den berømte Soundhouse Tapes-udgivelse fra 1979?
“Ja, det har jeg. Jeg har endda noget endnu mere sjældent. Der blev nemlig trykt 100 covers for meget dengang, som aldrig kom ud i handlen. Ét af de covers har jeg i samlingen!”
Maiden Denmark
Maiden fylder jo tydeligvis meget i dit liv, hører du dem hver dag?
“Jeg får måske ikke hørt Iron Maiden hver dag, men det er tæt på. På den anden side beskæftiger jeg mig helt sikkert med Maiden hver eneste dag.”
En del af det skyldes at Rasmus kom med i redaktionen på den danske hjemmeside Maiden Denmark, som vel nok er den største danske hjemmeside om bandet i dag. Den blev stiftet tilbage i 1999, og Rasmus har været ombord siden 2003.
Det var Maiden Denmark der arrangerede den fan convention, vi omtalte på Planet Pulp i sidste måned, og Rasmus kan meddele, at de som arrangører var meget tilfredse. Der var nogle tekniske vanskeligheder, men stemningen var fed og efterfølgende var de i samlet flok taget på baren og spillestedet The Rock, hvor den så stod på druk til den lyse morgen.
“Vi prøvede rent faktisk at få Blaze Bailey til at komme og spille i forbindelse med connen, men det kunne ikke lade sig gøre. Blaze ville gerne komme, men der var ingen spillesteder, som gad tage ham. Tragisk, for det kunne ellers have været rigtig fedt”
Hvad er så de store ting i din samling? Hvad vil du helst vise frem?
“Den absolutte stjerne i min samling er det originale Derek Riggs-maleri, der hænger ved nedgangen til kælderen. Det er den udgave af coveret til Fear of the Dark, som blev kasseret, og billedet er aldrig blevet malet færdig, fordi det blev nedstemt, før det var afsluttet. Det er helt sikkert den fedeste ting, jeg har. Min unika Maiden-pinballmaskine fra Belgien står også i høj kurs. Jeg har også hovedet fra det monster, der optrådte som en del af bandets sceneshow under Fear of the Dark-turnéen. Det er også noget specielt.”
I det hele taget må man sige, at Rasmus har gjort det godt, for ikke alene er han en af de 40 Super Fans i verden, han har også bidraget til den store bog om Derek Riggs’ kunst, Run for Cover. The Art of Derek Riggs, der udkom i 2006. Dertil kommer, at han endda også optræder på et gruppefoto i en af Maidens nyere singler. På den led må man konkludere, at Rasmus har formået at få sit navn knyttet til bandet, og gjort det i en sådan grad, at det nok overgår, hvad de fleste normale fans drømmer om at kunne opnå.
Hører du andet end Maiden?
“Ja, masser. Jeg elsker melodisk metal i stil med Judas Priest, White Snake, Saxon, Kiss og så videre. Growl er ikke noget for mig, selv om et nyere band som In Flames er meget fede. Det skal være melodisk, men så holder det også. Jeg er også helt vild med sceneshows. Jeg elsker alt det der lir, og synes bands burde gøre meget mere ud af den slags.”
Her fulgte en kort snak om GWARS seneste koncert i København, som Rasmus var meget begejstret for.
Har du så nogle Maiden favoritter?
“Helt klart. Mit yndlingsalbum er Piece of Mind og hvis jeg skulle vælge nogle enkelte numre, må det være “The Trooper” og selve sangen “Iron Maiden”. Den sidstnævnte især fordi den er så fantastisk at høre live, og fordi den er knyttet så tæt til Eddie.”
Cigaretpapir og drømmen om en kælder
Hvad er egentlig det seneste du har købt hjem?
“Lige inden I kom, betalte jeg for en pakke Iron Maiden cigaretpapir, som manglede i samlingen.”
Drømmen om en kælder dedikeret til Maiden har altid fulgt Rasmus, og nu hvor han rent faktisk har opnået det, er spørgsmålet, hvad det næste skal være. Til det har han ikke noget klart svar, men en anden gammel drøm er at åbne en rigtig bar i stil med Hard Rock Café, præcis som den berømte Eddies Bar i Lagos.
En anden mulighed er at gå sammen med nogle andre fans og lave et decideret museum – lidt i stil med Elvis-museet. Et helt tredje projekt er at få udgivet et katalog med alt det fangear og merchandise, der er blevet produceret gennem tiden. Sådan et findes ikke, men Rasmus er alligevel lidt tøvende, for da man lavede noget lignende for Maidens pladeudgivelser, eksploderede priserne på samlermarkedet. Folk begyndte ganske enkelt at bruge kataloget som indkøbsliste, og det vil jo i sidste ende gå ud over Rasmus’ egen samleraktivitet, hvis det skulle ske for fangearet. Hvem ved hvad der sker, når soldaterkarrieren bliver lagt på hylden.
Her sagde vi farvel, og vendte snuden ind mod København. Besøget hos Rasmus Stavnsborg havde været noget helt særligt, det var vi enige om bagefter. For det første fortalte han om sin gigantiske samling med en sjælden åbenhjertighed og en samlerglæde, der varmede om hjertet. Nørder kommer i alle former og størrelser, og én ting der er sikkert er, at man kun kan holde af folk, der så helhjertet dedikerer deres energi.
Hvem skulle tro, at man kan finde noget som Rasmus’ kælder i Danmark! Det er svært at sige hvorfor, men på en eller anden måde er det rart at vide. Vi håber, at vi får lejlighed til at komme tilbage på et tidspunkt. Der er masser af historier, som mangler at blive fortalt, og har du fået blod på samlertanden, må du hellere se at komme i gang, hvis du vil give hr. Stavnsborg konkurrence!
Udgivet i nr. 20 | 13/06/2007
