Second Skin of Harlequin

Død og pine! Så har danske Illnath udsendt udsendt deres tredje album med den inciterende titel Second Skin of Harlequin. Jeg må gentage, død og pine! Uanset om Illnaths tidligere indspilninger har fundet et stort publikum på den europæiske metalscene, forstår jeg ganske enkelt ikke bandet.

Det værste i begge genrer

Til de der ikke skulle være stødt på Illnath tidligere, kan jeg fortælle, at den danske kvintet efterhånden gennem ti år har huseret på metalscenen med musik, der består af et mix mellem power metal og melodisk black metal. Umiddelbart kunne det jo lyde tiltalende, for både black metal og power metal har sine øjeblikke, men her må man tage hatten af for Illnath.

De har nemlig formået at få det værste frem i begge genrer. Det er i sig selv en præstation, men når gruppen samtidig er i stand til at sætte det sammen, så det bliver så klichéfyldt, at det kunne bruges som soundtrack til et afsnit af Buffy the Vampire Slayer, tager det for alvor kegler.

Hamrende uoriginalt

Musikalsk kan man ikke klandre gruppen noget. De spiller godt, og for så vidt er deres numre skruet fint sammen. Man kan sige, at de på sin vis mestrer deres nichestil til perfektion. Pumpede power metal-guitarriffs suppleres med tunge trommer, og trumfkortet er Tyrs (aka Artur Mainild) keyboard, der typisk er indstillet til en pseudo-strygerlyd. Det udgør tilsammen Illnaths tunge, men stadig fløjlsbløde lyd.

Især keyboardet er med til at klare den mørke lydflade op, og foruden de klassiske mellemstykker, hentet fra forbilleder i 80’erne, er det keyboardet, som for alvor knytter bandet til power metal-genren. Black metal-delen repræsenteres primært af Narrenschiffs (aka Bjørn Holter) corny growl, der på traditionel vis veksler mellem ultralys hvæsen og dyb, dæmonisk rumlen. Præcis som vi kender det, og hamrende uoriginalt.

Pølser og træsko

Et eller andet sted er det nok Rammstein, der er Illnaths musikalske forbillede. Ikke fordi grupperne lyder ens, men man fornemmer alligevel et åndsfællesskab. Det skyldes sikkert først og fremmest, at begge bands forsøger at sammensmelte poplyd med rendyrket, råt metal. På Rammsteins første albums lykkedes dette rigtig fint, og det kunne måske også være lykkedes for Illnath, men her falder de igennem.

De formår ikke at sætte sig ud over genrernes klichéer, og blot fordi de føjer power metal og black metal sammen, virker det bestemt ikke friskt, snarere det modsatte. Samtidig er der noget usigeligt dansk over albummet. Et ubestemmeligt skær af provinsialisme, der lugter af pølser og træsko i den lokale idrætsforening.

Metalfloskler

Man bør nok tage mine ord med et gran salt, for utrolig nok har gruppen som tidligere nævnt oplevet en anselig succes i Europa. De har også været på en turné i Japan, som ligeledes var meget vellykket. Illnath har altså et publikum, og jeg har på fornemmelsen, at det deler sig mellem black metal-fans, der synes de er sjove, og så folk som kun lejlighedsvis hører metalmusik. De samme folk der hører Rammstein og Metallica, men ikke så meget andet hårdt musik.

Førstnævnte kategori skal jeg ikke kunne bedømme, men for sidstnævnte gruppe er Illnaths tredje album sikkert meget fint. Det er tyndt, letbenet og fyldt med så mange metalfloskler, at det halve kunne være nok.

Plat røvballemetal

Min første indskydelse er ordet håbløst, og det er i virkeligheden meget rammende. Alene de melodiøse synth-introer er til at kaste op over, og man må nervøst skæve til albummet igen for at forvisse sig om, at dette ikke er en eller anden form for “for sjov CD” man lytter til. Det er Second Skin of Harlequin imidlertid ikke. Musikken er ment i ramme alvor, men i mine øre er det plat røvballemetal af værste skuffe.

Illnath er måske ikke ligefrem pinlige, men når man kan læse, at deres T-shirt gik som varmt brød i Japan, kan jeg ikke lade være med at tænke på alt det andet lortemusik, Danmark har sendt til Østen og for alvor undre mig over japansk popkultur.

Second Skin of Harlequin er venligst stillet til rådighed af Target Distribution.

Nummerliste:
1. And there was light (Illnath) (4:59)
2. Virgin soil (Illnath) (4:07)
3. Pieta (Illnath) (4:04)
4. Sought by the fallen one (Illnath) (4:56)
5. She the plague (Illnath) (4:57)
6. Feathers shall fall (Illnath) (4:21)
7. Clockwork of time (Illnath) (6:00)
8. Book of sand (Illnath) (5:00)

Total spilletid: 38:27