Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS

Efter nazisploitationgenren for alvor fandt sit ståsted med Don Edmonds Ilsa, She Wolf of the SS i 1975, kom der en hel stribe film, som mere eller mindre blindt fulgte den model, der var blevet fastlagt i filmen om Ilsa.

Luigi Batzellas Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS falder imidlertid ikke klokkeklart ind under Ilsa-modellen, for Batzella havde tydeligvis større ambitioner med sin film. Problemet er bare, at han gik hårdt på røven, da han forsøgte at sætte sig midt mellem to stole. Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS er nemlig et oprigtigt forsøg på at blande hårdkogt exploitation med en decideret krigsfilm. Det holder bare ikke, i hvert fald ikke med Luigi Batzella i instruktørstolen.

Vi har allerede tidligere på Planet Pulp kunnet konstatere, at Luigi Batzella er en ambitiøs instruktør, som måske mangler de evner, der skal holde sammen på de kunstneriske idéer. I Nuda per Satana fra 1974 var det Skærsilden, han forsøgte at skildre i form af en lummer gotisk gyser. Det gik ikke godt, og nu hvor det samme kan konstateres omkring Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS, kan vi måske godt tillade os for fremtiden at være en smule skeptiske overfor instruktørens film.

Stemningsskift

Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS begynder under et nålestiksangreb mod en tysk militærlejr. Vi befinder os et ikke nærmere bestemt sted i Nordafrika, hvor gæve englændere forsøger at udrydde Førerens tropper i samarbejde med de lokale beduiner.

Det er nogle slagfærdige helte, vi følger. Med snarrådige tricks og fiffige angreb får de hurtigt væltet den tyske modstand. Naturligvis koster det nogle af heltene livet, men de får alle lov til at dø heroisk for deres kammerater.

På grund af tonen i alt dette kommer det noget bag på en, da de engelske tropper lige med et bliver overmandet og taget til fange. I glæden over at have vundet en stor sejr, har de tilsyneladende ikke bemærket det store antal tyske soldater, der har sneget sig ind på dem. Nu sidder de i saksen, og da vi ser dem igen, befinder de sig i en koncentrationslejr.

En dødelig duo

Den lejr de er blevet ført til bliver ledet af den stålsatte SS-kommandant von Stolzen, der med bestialsk autoritet styrer sine fanger. Von Stolzens højre hånd er den kvindelige læge Dr. Lessing, der med mindst lige så stor bestialitet udfører medicinske eksperimenter på fangerne. Det er med andre ord en dødelig duo, som vores engelske soldater er faldet i kløerne på.

De står dog ikke helt alene mod tyskerne, for i lejren møder de den amerikanske løjtnant Keller, der på alle måder er englændernes overmand. Han er snu, stærk og først og fremmest meget nobel. En ægte helt, der hurtigt bliver fangernes anfører, hvilket ikke huer englændernes øverstkommanderende, Major Lexman.

Von Stolzen beslutter sig for at gennemføre en straffeaktion for angrebet mod den tyske lejr. Derfor indfanger han først nogle af beduinernes koner, som bliver udleveret til Dr. Lessing mens udvalgte engelske soldater bliver smidt i torturkammeret. Den næste halve time af filmen kommer nu til at gå med en serie udpenslede scener, hvor henholdsvis pigerne og soldaterne pines. Der er tale om de helt traditionelle genreelementer som kastrationer, piskning og seksuel ydmygelse. Det hele holdt i Ilsas ånd og gennemført med nogenlunde troværdig brutalitet.

Læderbøsse

Vi får selvfølgelig også stiftet nærmere bekendtskab med de to grumme nazister, der styrer lejren. Von Stolzen får lov at folde sig ud i en orgiescene mellem sine tropper samme aften, som englænderne ankommer. Mens soldaterne grådigt kaster sig over de storbarmede beduinpiger, der villigt accepterer deres skæbne, har von Stolzen kun øjne for den blonde transvestit, der danser mavedans for ham.

Den store kommandant afsløres således som sadistisk læderbøsse, der kort før han kysser transvestitten udbryder: “Even with an army of perverts, we’ll win the war!”. Von Stolzen er ikke ene om at have et udfordrende seksualliv. Dr. Lessing får tydeligvis en stor glæde ud af at se de stakkels beduinpiger blive pint og plaget, men det er først, da hun efter en lang arbejdsdag er alene med sin engelske sygeplejerske Clara, at vi møder hendes sande jeg.

Fuld af liderlighed kaster Lessing sig over sygeplejersken, og bekender sin kærlighed. Den forskræmte pige gengælder absolut ikke disse følelser, især ikke da Dr. Lessing på det nærmeste forsøger at voldtage hende. Det hele kulminerer, da Lessing ynkeligt beordrer Clara til at give hende pisk. I en relativt lang scene får vi dermed lov til at se SS-lægen onanere mens Clara pisker hende til blods. Mere rendyrket exploitation kan man næsten ikke finde.

Den store flugt

Sådan skal det bare ikke blive ved. Englænderne, anført af amerikaneren Keller, beslutter sig nemlig for at flygte. Deres plan indebærer også den engelske sygeplejerske Clara, som har noget kørende med en anden af englænderne. Der foregår derfor en masse planlægning i lejren, og endelig kommer den store aften for flugten.

Før det sker, leverer Luigi Batzella dog endnu en liderlig scene, hvor Clara og hendes engelske kæreste Max har sex, mens Dr. Lessing onanerende (igen!) belurer dem gennem et nøglehul. Flugten går ikke helt som planlagt. Clara undslipper ikke lejren, men skæbnen vil, at de flygtende soldater får Dr. Lessing med som fange.

Fra det øjeblik hvor tropperne er sluppet ud af koncentrationslejren, ændrer filmen karakter. Vi er nu tilbage, hvor det hele begyndte under det indledende angreb på tyskerne. Englænderne, anført af Keller, er atter de gæve gutter, der kan klare alt. Vi følger dem nu på deres vej gennem ørkenen for at nå frem til en amerikansk base. Trods de hårde odds, klarer de næsten al modstand med deres gode humør og færdigheder. Der er tale om krigsfilm af den type, hvor de allierede kan alt, og tyskerne er så dumme, at de knap kan betjene deres egne våben.

Soldaterne skal igennem en hel del ildkamp, før de kan komme i mål, men vi tvivler dog aldrig på, at de nok skal finde frem til den amerikanske base. Hele ånden i alt dette synes at udelukke, at noget skulle forhindre dem i at nå frem. Her må man imidlertid tage hatten af for Luigi Batzella, for han formår rent faktisk til sidst at overraske; hvordan skal dog ikke afsløres.

Alistair MacLean møder nazisploitationgenren

Man kan bedst beskrive Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS som Ilsa, der møder The Great Escape (1963). Luigi Batzella, der selv skrev manus til Kaput lager, har tydeligvis haft en meget stor svaghed for John Sturges’ klassiske krigseventyr, og hele Batzellas film emmer af nostalgisk 50’er- og 60’er-krigsfilmsstemning. Det er de godes kamp mod de onde.

I Batzellas version bliver de onde blot en hel del mere onde takket være de mange torturscener. Tanken om at sammenblande det, man kunne kalde de lidt blåøjede krigseventyr á la Alistair MacLean med nazisploitationgenrens dyrkelse af fornedring og brutalitet er rigtig fin. Det kræver bare en langt bedre instruktør end Batzella, hvis det skal kunne gennemføres.

I selve exploitationscenerne går det sådan set meget godt. Det er i actiondelene, at filmen for alvor mister sine kvaliteter. Det er ganske enkelt noget af det mest kedelige, utroværdige og ligegyldige action, der leveres i Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS. Tilmed er alle kampscenerne utrolig lange. Det vælter handlingen helt, og gør anden halvdel langtrukken. Man føler intet for de gode troppers kamp, og det eneste der kan glæde en er, at de gradvist bliver reduceret i antal, hvilket jo tyder på at filmen lakker mod enden.

Storbarmede piger

Visuelt er der ikke meget at komme efter i Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS, og skuespillerne er så tilpas anonyme, at det er ganske svært at skelne dem fra hinanden. Dog kommer man ikke uden om, at Gordon Mitchell er særdeles velvalgt til rollen som den sataniske SS-kommandant von Stolzen. Lea Lander der spiller Dr. Lessing, mangler naturligvis alle de træk, der gjorde Ilsa fantastisk, men hun gør det dog ganske fint.

De allierede tropper er stort set ligegyldige og så stereotype, at det halve kunne være nok. En sjov detalje er i øvrigt, at sygeplesken Clara bliver spillet af Agnes Kalpagos, der også var med i Sergio Garrones Lager SSadis Kastrat Kommandantur (1976). Det er måske ikke helt overraskende, når man tager Batzellas åbenlyse fascination af særdeles storbarmede piger i betragtning.

Dårlig billede- og lydkvalitet

Nazisploitationgenren har ikke overlevet tidens tand ret godt. En meget stor del af filmene er aldrig blevet genudgivet, og flere har heller ikke fået engelsk tale. Som fan af genren må man derfor tage til takke med det, man kan få, og i tilfældet Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS er det rent faktisk ikke ret meget.

Filmen, der kun er udsendt på DVD fra et hollandsk selskab, har det rigtig skidt. Farverne er falmede, og mange scener varierer kraftigt i billedmæssig kvalitet. Lyden er heller ikke på toppen, hvilket bestemt ikke bliver afhjulpet af, at der på DVD’en udelukkende er hollandske undertekster. Undertekster der vel at mærke ikke kan vælges fra. Det gør naturligvis oplevelsen af filmen en hel del mindre vellykket, men som sagt må man som oftest tage til takke med det, der er muligt, når vi taler nazisploitation.

Alt andet end vellykket

Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS er alt andet end en vellykket film. Den ligger milevidt fra genrens bedste, og sandt at sige er den jævnt kedelig de fleste steder. Den halve time hvor de klassiske exploitationscener ruller sig ud er solide, og havde Batzella holdt sig til dette, var der sikkert kommet noget hæderligt frem. Det gjorde han bare ikke, og derfor sidder vi i dag tilbage med en sær bastard af en film, som hverken er det ene eller andet.

Når selve DVD’ens kvaliteter tilmed er en smule lunkne, må det nok konstateres at Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS aldrig bliver nogen klassiker, og helt sikkert kun er anbefalelsesværdig til hardcore samlere.

Kaput lager – gli ultimi giorni delle SS er venligst stillet til rådighed af Xploited Cinema.

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Hud, Italian Cinema, Naziskurke, Nazisploitation, Tortur, Ørkenen