Giochi erotici nella 3a galassia

I en fjern fremtid, i en fjern, fjern, galakse er der noget rusk ravende galt. Galaksens forenede kongeriger har levet i fred og fordragelighed gennem tusinder af år, men nu truer en udefrakommende den intergalaktiske verdensorden.

Den grusomme Oraclon har fået smag for magt, og han har derfor samlet sig en enorm hærstyrke, centreret omkring sit gigantiske moderskib – et rumskib formet som en kæmpemæssig hånd! Oraclon har med sine sorte (som i afrikanere) tropper overvundet de fleste planeter, men han mangler stadig en enkelt, nemlig planeten Exalon.

Fra Exalon til Jorden

Da vi kommer ind i historien, står Exalon kort før sin endelig destruktion. Planetens gamle konge overbeviser sin unge datter, prinsesse Belle Star, om, at hun må flygte, og forsøge at bekæmpe den onde Oraclon. Da hun ikke kan flygte alene, bliver den unge rumpilot Lithan sendt med hende.

Det er vel at mærke kun på et hængende hår, at de to slipper bort fra Exalon. Oraclon har lagt en jernring om planeten, og hans soldater forfølger den unge prinsesses rumskib, da de er kommet fri af planetens atmosfære. Desværre tolererer Oraclon ikke den slags fejl, og derfor beordrer han øjeblikkeligt de undvegne indfanget og Exalon destrueret. Førstnævnte lykkes ikke, men planeten får et skud med en strålekanon, og så er den ellers pulveriseret.

Belle og Lithan aner ikke, hvor de skal flygte hen, og rent faktisk mister de deres kurs under den vilde flugt. Da de derfor finder en planet med en brugbar atmosfære og lander der, har de ikke den fjerneste anelse om, hvor de er. Det finder de dog snart ud af, for planeten er befolket af mennesker, og deres planet kalder de “Jorden”.

Indledningsvist kommer det til konfrontation mellem jordboerne og de to fremmede, men det viser sig, at Belle og Lithan har fået enorme kræfter da de kom til Jorden. De har opnået en form for superkræfter, og jordboerne kan derfor lige så godt opgive kampen på forhånd. De skal dog lige forsøge at brænde de to rumfolk, nærmest bare for traditionens skyld, men det kommer der ikke noget ud af.

Liderbasser

I sidste ende bliver Belle og Lithan optaget som æresgæster i det meget lille samfund, der udgør den menneskelige civilisation. Det forklares, at menneskene er de sidste rester af en stor og fremskreden kultur, som bukkede under i en gigantisk atomkrig. Nu lever de i ruinerne af denne kultur på en måde, der minder om krydsningen mellem et hippiekollektiv og en antik græsk/romersk storfamilie. Folk går klædt i pseudo-antikke dragter, mens deres hytter ligner store påskeæg.

Det hele er meget bizart, ikke kun for os seere, men også for Belle og Lithan. Disse mennesker kan nemlig en helt særlig ting, som er helt fremmed for rumvæsnerne. Menneskene har noget de kalder elskov, og det har ingen hørt om i Belle og Lithans galakse. Det tager dem dog ikke ret lang tid at finde ud af, hvad det der elskov går ud på, og snart hopper de i høet med hinanden, tilfældige jordboer og så videre.

Rent faktisk tegner alt lyst. Jorden er et dejligt sted, og især efter dette elskov er blevet introduceret, falder vores to hovedpersoner til. Bedst som alt ånder fred, dukker der problemer op. Oraclon har nemlig ikke glemt de to, der flygtede fra Exalon, og nu angriber han Jorden.

Med sine rumskibe bombarderer han menneskene med dødelige laserstråler, der hurtigt får Belle og Lithan til at indse, at de ikke kan blive på Jorden. Deres tilstedeværelse bringer planeten i fare, og derfor må de atter tage flugten. De kaster sig derfor på ny ind i deres rumskib, og flyver ud i verdensrummet.

Her går det imidlertid op for dem, at de ikke har nogen steder at flygte hen. Hele deres galakse er faldet i Oraclons hænder, og hans tropper er lige i hælene på dem. Deres undergang er åbenbart uundgåelig, eller sådan tænker de i hvert fald, indtil Belle fostrer en plan, der udnytter deres nyvundne elskovsevner. Mere af handlingen i Giochi erotici nella 3a galassia skal ikke afsløres her.

Snegler sig af sted

Giochi erotici nella 3a galassia blev udsendt i 1981, og må mere eller mindre regnes som den sidste af de italienske sci-fi-film, der dukkede op i kølvandet på Star Wars (1977). Filmen blev instrueret af Bitto Albertini, der har haft en særdeles italiensk filmkarriere.

Han var blandt andet med til at udvikle konceptet omkring den sorte Emanuelle, og hans sidste film blev to pseudodokumentariske mondo-sexfilm, der dog ikke blev synderligt godt modtaget. Giochi erotici nella 3a galassia har også alt det der skaber en god gang euro-trash, men på trods af dette, er den ikke blandt de bedste italienske sci-fi-film.

Handlingen i Giochi erotici nella 3a galassia er stort set ikke-eksisterende. Selv om man måske kunne få det indtryk, at der er fart over feltet, må man ikke lade sig narre. Filmen snegler sig af sted, uden der tilsyneladende er det helt store på programmet.

Hele idéen om Oraclon, der ligger og lurer i baggrunden, er nærmest bare et påskud for at få afsluttet den lange række af smålumre scener, der udspiller sig på Jorden. Her svælger filmen imidlertid også i mere eller mindre tåbelige situationer, hvor de to hovedpersoner konfronteres med jordboernes seksuelle udskejelser.

Disco!

Dialog er der ikke ret meget af. I stedet fylder musikken rigtig meget. Scoret er holdt i en sen discostil, og man kan måske gå så vidt som at mene, filmen trækker på musicalgenren. Dette musicalagtige feel kulminerer under en stor fest, hvor en stribe unge damer danser i takt til filmens score. Scenen er komplet umotiveret, og meget lang, men vi får her lejlighed til for alvor at overvære hvor liderlige menneskene er.

En meget sjov detalje er, at filmens discomusik blev skrevet af Don Powell, der ligeledes spiller rollen som skurken Oraclon. Powell skrev også musik til Bitto Albertinis Emanuelle-film og han medvirker faktisk også i begge Albertines bidrag til Emanuelle-serien, samt i en af Joe D’Amatos film om den sorte skønhed, der trofast blev spillet af Laura Gemser.

Transseksuelt mareridt

I det hele taget er Giochi erotici nella 3a galassia et nærmest grotesk eksempel på den særlige discostil der prægede periodens italienske sci-fi. Bitto Albertinis film ligner et transseksuelt mareridt, optaget i de sene nattetimer på et eller andet glamdiskotek.

Skurken Oraclon tager prisen som den mest vanvittigt udsmykkede, men alle de medvirkendes kostumer ligner noget løftet mere eller mindre direkte fra et Abba-univers. Alene dette gør naturligvis filmen værd at se, for hold kæft hvor får man sig nogle billige grin.

Desværre er det ikke helt nok. Handlingen er for tynd, langsommelig og uinteressant. Her er det i øvrigt sjovt at konstatere, at Giochi erotici nella 3a galassia har lånt langt mere fra Roger Vadims Barberella (1968) end Star Wars, som jo ansporede hele denne bølge af italienske plagiater. I forbindelse med Giochi erotici nella 3a galassia kommer man nok heller ikke uden om, at der er blevet lånt nogle idéer fra Superman-mytologien, uden det dog med sikkerhed er selve filmen, der har været inspirationskilden, selv om det jo er oplagt at tro.

Stjernestøv

Den eneste af de medvirkende i Giochi erotici nella 3a galassia som fortjener at blive fremhævet, er Sherry Buchanan, der i løbet af sin relativt korte filmkarriere nåede at medvirke i en stribe i dag klassiske italienske perler.

Her på Planet Pulp har vi tidligere set hende i La settima donna (1978) og Zombi Holocaust (1980). Hun må jo nok regnes som en af de klassiske italienske sleazedronninger, og hendes tilstedeværelse i Giochi erotici nella 3a galassia giver naturligvis filmen en drys stjernestøv. Buchanan spiller i øvrigt rollen som prinsessen Belle Star, hvilket hun gør meget fint. Taget i betragtning at hendes rolle primært består i at smide tøjet og se uskyldig ud, kan det dog heller ikke gå helt galt.

”Lån”

Giochi erotici nella 3a galassia går også under navnet StarCrash II, hvilket ikke er helt misvisende. Bitto Albertinis film har intet med handlingen i Starchrash (1979) at gøre, men stort set alle de scener, der viser rumskibe i det ydre rum, er lånt fra førnævnte film. Selv Oraclons grumme rumstation – den der er formet som en stor hånd – er lånt fra Starcrash, hvor den også tilhører skurken.

Disse lån er helt åbenlyse og ret vanvittige, hvis man altså har set Starcrash, for der er til tider tale om halvlange klip, der er blevet sat ind i Albertinis film. Det er blot med til at understrege hvor ultra billig og uambitiøs Giochi erotici nella 3a galassia egentlig er.

Det er en film, som prøver at ride med på de sidste dønninger af sci-fi-glæden, og dens bedste kort er at få Sherry Buchanan til at smide tøjet igen og igen. Andet er der vitterligt ikke at komme efter. Den kan derfor heller ikke anbefales, om end det er lidt sjovt at se klippene fra Starcrash indgå i en helt ny sammenhæng.

Det alene gør dog ikke Giochi erotici nella 3a galassia værd at investere i, så måske var det godt nok, at der med denne film blev sat punktum for den italienske disco-science fiction. Se hellere Starcrash, og lad Bitto Albertinis svulstige glitterøvelse forsvinde ud i de evige glam-marker.

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Italian Cinema, Rip-off, Rummet, Rumskibe