The Resurrected

The Resurrected fra 1992 er den anden filmatisering af H. P. Lovecrafts kortroman The Case of Charles Dexter Ward (1927). Den første filmatisering blev instrueret af Roger Corman tilbage i 1963, og havde Vincent Price i hovedrollen.

Filmen hed The Haunted Palace, efter et digt af Edgar Allan Poe, og på trods af, at Cormans film var baseret på en historie af Lovecraft, blev den lanceret som en del af hans Poe-filmatiseringer. Cormans film var kun meget, meget løseligt baseret på den oprindelige fortælling, hvilket har sat pisset i kog hos mange af de mere puritanske Lovecraft-fans gennem tiden.

Relativt trofast

Med The Resurrected forholder det sig ganske anderledes, for her har manuskriptforfatteren Brent V. Friedman gjort sit bedste for at omsætte kortromanen til filmmediet. Det er sådan set også lykkedes ganske godt for ham, for om end han har taget sig en del filmiske friheder og introduceret en kvindelig hovedrolle såvel som en række mere dramatiske tiltag, er kernen i handlingen trods alt den historie, vi kender fra Lovecraft.

The Resurrected blev i øvrigt instrueret af Dan O’Bannon, der har udmærket sig ved stort set kun at arbejde med genrefilm. Han har skrevet manus til en lang række sci-fi- og gyserfilm, og foruden The Resurrected er den anden film, han har instrueret The Return of the Living Dead fra 1985. Det er derfor næppe sidste gang, man vil møde O’Bannon på Planet Pulp.

En fjern slægtning

The Resurrected begynder, da privatdetektiven John March (John Terry) sætter sig blodig, udmattet og beskidt foran sit skrivebord en sen aften. Han finder en diktafon frem, og begynder så at genfortælle de sidste ugers begivenheder. På den led fører han os tilbage i handlingen med en klassisk voice over, der understreger den klichéfyldte detektivtematik, som er blevet koblet til historien.

For nogle uger siden kom en blond sexbombe (Jane Sibbett) ind på John Marchs kontor. Hun fortalte ham, at hendes mand, Charles Dexter Ward (Chris Sarandon), var begyndt at opføre sig underligt. Det hele begyndte, da han arvede en kasse med gamle bøger og noter, der havde tilhørt en fjern slægtning ved navn Joseph Curwen.

Curwen levede for over 200 år siden i Providence, men meget mere vidste Charles ikke om denne slægtning. De viste sig imidlertid, at Curwen havde været en form for læge, præcis som Charles, og han blev derfor ganske optaget af denne gamle slægtnings arbejde. Charles begyndte at forske i sagen, og på en tur til Providence, hvor Claire, Charles kone var med, fandt de frem til det hus, som Curwen havde boet i.

Huset var spærret, men det forhindrede ikke Charles, og snart stod de inde i den gamle bygning. Her opdagede de et maleri, som var blevet skjult bag noget tapet, og til deres overraskelse så de, at det forestillede selveste Joseph Curwen. Hvad der imidlertid var endnu mere besynderligt var, at Curwen lignede Charles til forveksling.

Mystiske hændelser

Hele historien om denne gamle slægtning optog Charles mere og mere. Han begyndte at tilbringe meget tid i sit laboratorium, og snart kunne Claire høre, at han råbte og messede om natten. Til sidst blev det for meget for hende, og hun stillede Charles det ultimatum, at hvis han ville fortsætte sine mystiske aktiviteter, måtte det blive et andet sted.

Det accepterede Charles blankt, til Claires forundring, og han købte Curwens gamle hus i Providence. Her flyttede han ud, og siden har Claire ikke hørt noget til sin mand. Hun er nu særdeles bekymret for hans helbred, og derfor har hun opsøgt John March i håb om, at han kan komme i kontakt med Charles og kaste lidt lys over hele den mystiske affære.

March, der regner hele sagen som en simpel opgave, siger ja, men snart opdager han, at situationen langt fra er så enkel, som vi skulle tro. Charles er ikke alene blevet meget sær, hvilket March opdager, da han besøger ham første gang, men en underlig Dr. Ash, der har sluttet sig til Charles i huset, holder tilsyneladende et jerngreb om ham. Hvordan det hele hænger sammen, kan March dog ikke forklare.

Sindssygdom eller…?

Situationen udvikler sig ret hurtigt, for folk begynder at dø under sære omstændigheder i nærheden af Wards hus, og sager om gravskænderi, indsmugling af stjålne museumsgenstande fra Europa og et voldsomt stort forbrug af friskt kød, bestilt gennem de lokale slagterier, antyder at den er helt gal.

Da March finder en gammel dagbog, skrevet på den tid, da Joseph Curwen levede, begynder brikkerne dog at falde på plads. Curwen var åbenbart en form for troldmand eller heksemester, der endte sine dage, da han blev dræbt af Providences indbyggere for sine sortekunster.

Det lugter i retning af, at Charles er blevet skizofren, og nu tror, han er denne Curwen. Derfor får March og Claire de lokale myndigheder til at tvangsindlægge Charles. Det er ikke helt let, men indlagt det bliver han. Alt synes bare ikke at stemme, og March har en nagende fornemmelse af, at sagen slet ikke er afsluttet endnu.

Derfor drager han sammen med Claire og sin trofaste assistent Lonnie (Robert Romanus) ud til Wards hus for her at se, om de kan finde de kældre, som Curwen ifølge den gamle dagbog skulle have bygget under huset. Dem finder det lille selskab, og her gør de opdagelser, som de nok helst havde været foruden. Sagen er således slet, slet ikke afsluttet endnu, og da de kommer op fra de underjordiske gange, er det blevet tid til at aflægge den indlagte Charles en visit.

Billigt præg

The Resurrected forsøger sig med et langsommeligt, dvælende tempo, der sikkert prøver at matche stemningsopbygningen i kortromanen, der ligger til grund for filmen. Det fungerer ganske fint i flere passager, og set i lyset af det detektiv-twist, som Lovecrafts historie har fået i The Resurrected, giver det mening, at efterforskningsarbejdet har fået høj prioritet. Desværre bliver O’Bannons film bare aldrig rigtig god, og det skyldes flere ting.

For det første har The Resurrected et umiskendeligt billigt præg. Lys, locations og effekter minder om noget fra en halvdyr TV-serie, og på trods af at enkelte af effekterne rent faktisk er ganske gode, bliver det aldrig helt overbevisende.

Skuespillerne der medvirker, er også næsten alle folk, der primært har arbejdet i TV-serier, og det kan mærkes. Der mangler noget nerve og overbevisning. Man kan ganske enkelt fornemme, at det ikke rent skuespilsmæssigt er første klasse vi befinder os i, og navnlig birollerne har en ubehagelig evne til at gå én på nerverne. Man må på den anden side holde fast i, at de tre hovedrolleindehavere, John Terry, Jane Sibbett og Chris Sarandon gør deres bedste. Sidstnævnte slipper især hæderligt gennem filmen, men det forandrer ikke det generelle indtryk.

Frygtelig dialog og lummer stemning

Et andet problem er selve manuskriptet, der i høj grad hæmmes af en helt frygtelig dialog, der især kommer til udtryk i en lang serie malplacerede one-liners, affyret af håndlangeren Lonnie. Et andet problem er det ganske håbløse hårdkogte detektivsprog, der bliver forsøgt. Det falder til jorden med et brag, for John Terry holder ikke i rollen som den arketypiske, underbetalte detektiv. Han er en TV-prettyboy, og absolut ikke nogen Bogart.

Et helt tredje problem ved manuskriptet er den besynderligt lumre stemning, der opstår mellem March og Claire Ward fra det øjeblik, de mødes. Hun er naturligvis bygget over den klassiske blondine, der før eller siden havner på detektivens kontor, men i The Resurrected bliver der smurt rigtig tykt på, uden der kommer noget ud af dette.

March og Claire emmer af sex, når de er sammen, men der bliver aldrig gjort det mindste for at bevæge historien i den retning. Hvorfor er det så med, spørger man sig selv, og navnlig fordi det rent faktisk er med til at trække fokus bort fra den dystre del af filmen.

Hæderlig

Trods dårligdommene må den endelige dom over The Resurrected blive, at den som sådan er en ganske fin film. Den bliver en smule tung flere steder, men grundlæggende er det let at fatte sympati for O’Bannons produktion. Desværre modarbejder det visuelle det positive indtryk, og det hjælper heller ikke meget, at manuskriptet er ganske klodset flere steder.

Historien fanger dog meget af essensen fra Lovecrafts historie, og som sådan kan man tale om en hæderlig filmatisering. At slutningen udvikler sig til en omgang Hellraiser-rip-off med masser af snak om “the flesh”, er en helt anden snak.

The Resurrected udmærker sig især i den fremragende sekvens, hvor March, Claire og Lonnie udforsker kælderen under Curwens hus. Her svinger den sig rent faktisk op til det glimrende, og den måde som der bliver leget med lys og mørke på, vil sikkert glæde folk, der var glade for Neil Marshalls The Descent (2005). Rent faktisk er filmen værd at se bare for kælderscenerne. Her får man tilmed også nogle af filmens bedste effekter, for nede i dybet gemmer der sig et par ganske ubehagelige overraskelser.

For fans

Er The Resurrected så værd at investere i? Både og, for det er en film med mindst lige så mange positive som negative sider. Det er en solid gyser, der flere steder tangerer det lunkne, men på en eller anden måde formår O’Bannon alligevel at skabe noget, som fanger.

I sidste ende hjælper det nok, hvis man er glad for Lovecrafts forfatterskab. Det giver filmen en række plusser, som de indviede kan glædes over. For alle andre er det et middelmådigt produkt med nogle spredte highlights. Jeg tøver derfor ikke med at anbefale filmens til alle Lovecraft-fans, men alle andre bør nok overveje det to gange, før de kaster sig i armene på O’Bannons udgave af The Case of Charles Dexter Ward.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Filmatisering, H.P. Lovecraft, Okkultisme, Privatdetektiver, Troldmænd