Dead & Breakfast

Hvis komik og gys blandes rigtig kan der faktisk komme et ganske godt produkt ud af det. Ser vi tilbage kan der blandt andet nævnes film som The Return of the Living Dead (1985), Evil Dead 2 (1987) og Shaun of the Dead (2004). Desværre ses det alt for ofte disse dage, at film i denne genre, ikke virker som forventet. Faktisk er mange af de nyere film mere latterlige end uhyggelige og mere dumme end sjove.

Man kan derfor aldrig være helt sikker, når man begiver sig ud på nethandel for at se på de nyeste skud på stammen. Ofte er det noget værre lort, men en sjælden gang imellem kan man være heldig at finde noget, der faktisk er ganske underholdende.

Alternativt take på genren

Dead & Breakfast var en af de film, jeg faldt over, da jeg ledte efter nye zombiefilm til samlingen. Coveret fortæller at det skulle være USA’s svar på Shaun of the Dead, hvilket jeg bare grinede af, da sådanne salgstrick efterhånden er stoppet med at virke på mig. Jeg valgte at give filmen en chance alligevel efter at have set traileren og nogle af de rimelige splattede scener, og det er jeg glad for at jeg gjorde.

Jeg var selv meget glad for Shaun of the Dead, da jeg så den første gang, og den har da tålt flere gensyn, men med tiden er jeg begyndt at bliver mere og mere træt af den. Dette skyldes nok mest, at alle bliver ved med at fremhæve den som ”den bedste zombiefilm i verden”. Dead & Breakfast er ikke den nye Shaun, men gør et godt forsøg på at levere et alternativt take på zombiegenren.

Zombieæsken

En gruppe venner er på vej til et bryllup, da de kører forkert og ender i den lille søvnige by Lovelock, hvor de overnatter på et ”hyggeligt” lille bed-and-breakfast hotel, ejet af den skumle Mr. Wise (David Carradine). Men det går desværre helt galt for den lille gruppe venner, for i løbet af natten, da en af gutterne står op for at finde sig noget natmad, finder de Mr. Wises franske hjælper lemlæstet i husets køkken og senere får Mr. Wise et hjerteanfald.

Den lokale sherif mistænker selvfølgelig de nyankomne for at have dræbt Mr. Wise og hjælperen, så de bliver tilbageholdt på hotellet, indtil alt er under kontrol. Men det bliver desværre værre for vores venner. Ikke nok med at de er kørt forkert, ikke når deres vens bryllup og bliver mistænkt for dobbeltmord, så viser det sig, at Mr. Wise havde en usund interesse for det okkulte, og han havde en speciel boks. Den uheldige Johnny (Oz Perkins) falder over denne boks og åbner den i ren og skær nysgerrighed – det skulle han dog aldrig have gjort!

Noget i boksen besætter den stakkels Johnny og gør ham til en form for ”zombie-overherre”. Johnny går agurk med diverse haveredskaber og slagter sig igennem de fleste af den lille søvnige bys befolkning, men efter at have dræbt dem, tager han små totter af deres hår eller kød og putter i den uhyggelige boks, hvorefter de dræbte genopstår som zombier.

Johnny får hurtigt skabt sig noget af en hær, der jager resten af gruppen på flugt. De må barrikadere sig selv på hotellet (i ægte Night of the Living Dead-stil), hvor de forsøger at nedkæmpe de frygtelige (og dansende) zombier.

Zombier og countrymusik

Dead & Breakfast er ikke en milepæl inden for hverken gyser- eller zombiegenren, men den formår at levere en sjov historie, der selvom den er afprøvet før, stadig holder sit publikum fanget, blandt andet med platte oneliners, masser af splat og nogle ret sjove sange.

Ind imellem bliver filmen afbrudt af nogle små korte sange af Randall Keith Randall (Zach Selwyn), der fungerer som vores fortæller og kommer med nogle små kommentarer til forløbet. Randall spiller også selv en rolle i historien (udover at være vores fortæller), så han må også lide under zombiernes terror. Jeg har en svaghed for zombiefilm og åbenbart også for countrymusik! Sangene var i hvert fald ganske underholdende for denne anmelder, men hvis man ikke er helt med på countrydillen, vil man nok finde dem forfærdeligt ligegyldige og spild af tid.

Skal ikke ses for skuespillet

Skuespillet er meget svingende – fra overspil til det nogenlunde middelmådige. Der er ikke rigtig nogen af skuespillerne, der leverer en fantastisk præstation, til trods for at de faktisk har spillet skuespil før. Gyserfans vil sikkert genkende ansigter som Gina Phillips, der var med i Jeepers Creepers (2001), Bianca Lawson fra Buffy the Vampire Slayer (1997-2003) eller Oz Perkins, Anthony Perkins søn, der spillede en ung Norman Bates i Psycho II (1983), så helt ukendte er skuespillerne alligevel ikke.

Det er dog mest i starten, at skuespillet er virkelig pinligt. Men som vi nærmere os slutningen (og de fleste borgere er forvandlet til zombier) bliver det en anelse bedre – mest fordi der er lagt vægt på nogle fede effekter, som ikke er computergenereret!

Fans af blodige zombiefilm, vil helt sikkert ikke blive skuffet over Dead & Breakfast, da den leverer splat i rigelige mængder. Slasherfans vil kunne nikke genkendende til scener, der er voldsomt inspireret af film som Friday the 13th Part II (1981) og The Burning (1981) – bare tilsat endnu mere blod! Det hele leveres med et glimt i øjet, så scenerne bliver aldrig så grumme, at man kigger væk (med mindre man er meget sart hvad angår splat).

Skønhedsfejl i humorafdelingen

Nu har vi med en zombiekomedie at gøre, så det kommer nok ikke som den store overraskelse, at meget af humoren leveres sammen med en god portion splat. Det lykkes også for filmen de fleste steder, da galgenhumor og blod i spandevis har en vellykket effekt hos mangen en splatterfan. Der hvor det kikser lidt for Matthew Leutwyler er hvor han prøver at bringe noget ”random” humor ind.

F.eks. en scene, hvor Melody møder den stumme og døve gartner, der tilsyneladende kan høre en flue. ”Underligt” tænker man nok første gang og griner lidt for sig selv, men mere mening giver det ikke. Man kan selvfølgelig bare se bort fra det, men jeg vælger alligevel at nævne scenen, da det er et godt eksempel på, at Leutwyler stadig har en del at lære. Hans næste projekt var den forfærdeligt kedelige film i 8 Films to Die For-serien Unearthed (2007) – kom igen!

På trods af disse skønhedsfejl er Dead & Breakfast ganske underholdende uden at være et stort mesterværk, og tåler flere gennemsyn. Her spiller de små sjove sange også en rolle (i hvert fald for mig), da de er fængende nok til at man kan sidde og gynge lidt med hjemme i sofaen.

Herligt alternativ til Shaun

Kan man ikke få zombiefilm nok, og må de gerne være sjappet ind i blod og indvolde og måske engang imellem være krydret med en god portion humor, kan jeg kun anbefale Dead & Breakfast på det groveste – den er ikke så poleret som Shaun of the Dead var, men den er et herligt alternativ, hvis man måske er kørt træt i Shaun, eller vil lave en double feature videoaften med zombiekomedier.

Anmeldt i nr. 50 | 13/12/2009

Stikord: Splat, Zombier