Plague Town

David Gregorys lowbudget-horrorfilm Plague Town er en film af den type, man frygteligt gerne vil kunne lide, fordi den har sit slimede horrorhjerte på rette sted. Gregory gør da også rigtig meget rigtigt i Plague Town, men der er alligevel nogle problemer ved filmen, der gør, at den ikke for alvor er rigtig god.

Plague Town er flere steder på nettet blevet omtalt som en film, der genopliver 70’ernes horrorfilm. Det er et temmelig pjattet udsagn, for selv om filmen helt klart suger inspiration fra film som The Texas Chainsaw Massacre (1974), The Hills Have Eyes (1977) og andre film i redneck-horrorgenren, så er der massevis af andre film, der har gjort det lige siden, og der er intet udpræget 70’er-agtigt ved Plague Town.

Det er nu heller ikke fordi, at filmens setup er hamrende uoriginalt, at Plague Town ikke fungerer optimalt. På trods af, at det er set før, kan det fungere aldeles glimrende, og langt hen ad vejen er det også tilfældet i Plague Town.

Dysfunktionel familie

Filmen åbner med en prolog, der foregår 14 år før den primære handling. Et sted i Irland skal en ung kvinde til at føde, og en præst er til stede. Der er tydeligvis ét eller andet galt, og da barnet er født, vil præsten slå det ihjel! Så langt når han dog ikke, for barnets fader slår præsten ihjel. Præcis hvad der er galt med barnet, finder vi aldrig ud af – præsten siger det ikke, og vi ser aldrig den lille.

Handlingen skifter til nutiden (må man gå ud fra). En amerikansk familie er på rundrejse i Irland, hvor familien har sine rødder. Den lille familie er ubehjælpeligt dysfunktionel. Faderen Jerry (David Lombard) har efter sin kones død giftet sig på ny, hvilket især den ene af døtrene, Jessica (Erica Rhodes) lader til at have store problemer med.

Hun har i øvrigt slæbt en øretæveindbydende engelsk fyr, Robin (James Wake), med til Irland. Den anden datter Molly (Josslyn DeCrosta) har psykiske problemer, og lider under sin bitchede søsters evindelige mobberier. Alt det kan faderens nye kone Annette (Lindsay Goranson) ikke gøre meget ved, men hun forsøger det bedste, hun har lært.

Creepy børn

Familien tager bussen ud på landet for at gå en tur i det irske landskab, men skæbnen vil, at de ikke når bussen tilbage til byen. Lige siden de løb ind i en mystisk mand (den obligatoriske ”strange local guy”), har der hængt en skummel stemning i luften, og det bliver ikke bedre, da Molly mener, hun ser et deformt væsen i skoven.

De finder en efterladt bil, som de søger tilflugt i, mens Jerry går efter hjælp. Også Robin og Jessica beslutter sig for at gå (uden dog at følges med farmand), og nu har vi den lille familie splittet op i flere grupper. Det er jo altid et godt tegn i gyserfilm, og ganske rigtigt kan løjerne nu begynde. De bliver alle sammen angrebet af en række uhyggeligt udseende børn og unge, og Robin får fornøjelsen af at møde den pige, der blev født i pigens prolog (og som er hende, der pryder DVD’ens forside).

Præcis hvad der sker, skal jeg ikke afsløre her, men filmen byder på en del grumme scener inden slutningen.

Uheldig pacing

Som sagt har Plague Town sit horrorhjerte på rette sted, hvilket i min bog allerede gør det til et sympatisk projekt. Desværre er pacingen noget uheldig, og filmen lander lidt skidt på linjen mellem at holde rædslerne uforklarlige og at forklare dem. Endelig må det siges at være et voldsomt problem, at det kun er få af hovedpersonerne, man på nogen måde kommer til at sympatisere med, hvilket i høj grad underminerer rædslen.

Plague Town varer 88 minutter, og af disse kunne mindst 5-10 minutter med fordel være trimmet ud. Der går ganske enkelt for lang tid med at slå fast, at der er tale om en dybt dysfunktionel familie. Især indledningen trækker i langdrag, og tilmed formår den kun at gøre seeren irriteret på flere af personerne – især den engelske fyr Robin er så øretæveindbydende, at man ligefrem glæder sig til, at han falder i kløerne på filmens bad guys.

Da først rædslerne begynder, har vi set det hele før: hovedpersonerne splittes op og bliver terroriseret af de onde børn, der huserer på egnen. Tydeligvis er noget helt galt, og det er altså ikke kun børnene, den er gal med. Det er dog primært børn og unge, der står for filmens brutale handlinger, og som sådan udnytter filmen også den klassiske ”onde børn”-kliché i kombination med ”onde redneck”-klichéen. At filmen foregår i Irland er helt ligegyldigt, for de sindssyge folk kunne lige så vel husere i The Texas Chainsaw Massacre eller Deliverance (1972) som i Plague Town.

Manglende indicier

På mange måder fungerer Plague Town rigtig godt. Billedmæssigt er filmen solid, og de deforme børn er ret uhyggelige. De gemmer sig for det meste bag masker, men ind imellem ser man også deres ansigter. Det fungerer bedst i de kortere klip, hvor man ikke har så meget tid til at studere sminken, men helt overordnet virker det temmelig godt. Flere af hovedpersonerne bliver desuden ofre for diverse brutale aflivningsmetoder – især går det ud over den irriterende engelske fyr, der bliver aflivet på en rigtig grum facon.

Desværre mangler der lidt i regnestykket, for selv om det i prologen antydes, at der måske er noget dæmonisk på spil, får vi aldrig helt forklaret, hvad der foregår. Her lander Plague Town lidt forkert, idet det ville have rart med lidt flere indicier på, hvad der er baggrunden for de deforme børn. Det er en hårfin balance for horrorfilmforfattere at finde, for hvis de forklarer for meget, risikerer de også at fjerne meget af fasincationskraften. Det var f.eks. tilfældet i den ellers glimrende filmudgave af survival horror-computerspillet Silent Hill (2006).

Endelig undgår man ikke undre sig lidt over, at ingen af hovedpersonerne er i besiddelse af en mobiltelefon, og der er hist og her nogle lignende plothuller, manuskriptforfatterne burde have fået lukket. Sidstnævnte er dog petitesser i det store regnskab.

Den lidt uheldige pacing, de overvejende trælse hovedpersoner og den lidt manglende fornemmelse af, hvad det egentlig er, der foregår, ender med at gøre Plague Town til en middelmådig film. Det er rigtig ærgerligt, for instruktøren David Gregory, der også har været med til at skrive manus, viser mange steder, at han har et godt greb om genren. Skuespillerne forsøger også ihærdigt, og det er ikke deres skyld, at deres roller er irriterende.

Stort potentiale

Plague Town er David Gregorys spillefilmsdebut. Han har lavet utallige ”making of”-dokumentarer, og er således ikke ukendt med filmmediet, men han mangler lige lidt mere erfaring med spillefilmsmediet. Til gengæld viser Plague Town stort potentiale hos instruktøren, og man kan kun håbe på, at han får lejlighed til at lave flere film. Hjertet er i hvert fald på rette sted, og med et lidt mere afpudset manuskript, kunne Plague Town også sagtens have været et vaskeægte lille hit.

Som den faldt ud er Plague Town lidt for ujævn til for alvor at kunne anbefales, men den er bestemt god nok til, at en del horrorfans vil finde den interessant. Kom igen David Gregory – potentialet er i hvert fald bevist!

Plague Town er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 50 | 13/12/2009

Stikord: Irland, Onde Børn