24 – Season 1

I år er det 22 år siden, første sæson af 24 – eller 24 timer, som den kom til at hedde på dansk – løb over skærmen.

Jeg fulgte med i serien dengang, og jeg genså i hvert fald noget af den for en del år siden, vistnok i 2012, hvor jeg erindrer, at jeg syntes, den stadig var ganske glimrende.

Men hvad så nu – endnu 10 års tid senere? Holder serien fortsat, eller er tiden endeligt løbet fra de intense løjer med Kiefer Sutherland i hovedrollen som antiterroragenten Jack Bauer?

Senator i sigtekornet

Hovedpersonen i 24 er Jack Bauer, der arbejder for den fiktive antiterrorenhed CTU (Counter Terrorist Unit) i Los Angeles.

Ved seriens start (klokken 00 midnat) befinder Jack sig hjemme hos sin kone Teri (Leslie Hope) og teenagedatter Kim (Elisha Cuthbert).

Snart kaldes Jack dog tilbage på arbejde, da CTU finder ud af, at der er en trussel mod senator David Palmer (Dennis Haysbert), der stiller op til primærvalget for at blive præsidentkandidat. Seriens første sæson finder sted netop på dagens for det californiske primærvalg.

Familien skal reddes

Men det er ikke kun David Palmer, der er i nogle hensynsløse skurkes søgelys; de er også ude efter Jack og hans familie af årsager.

Da Kim sniger sig ud for at hænge ud med en veninde og nogle fyre, veninden har støvet op, bliver hun bortført, så nu skal Jack ikke bare prøve at stoppe attentatforsøget mod David Palmer; han skal også redde sin familie.

De to ting – attentatet mod David Palmer og anslaget mod Jack og hans familie – hænger naturligvis sammen, men hvordan finder vi først ud af ret sent i sæsonen.

To spor

Handlingen i sæsonen følger to primære spor: Jacks forsøg på at finde ud af, hvem der står bag komplottet, og så de mange politiske forviklinger omkring senator Palmer.

I det ene spor – Jack Bauer-sporet – følger vi Jack, og vi møder hans kolleger på CTU, hvoraf enkelte også medvirker i efterfølgende sæsoner, bl.a. Tony Almeida (Carlos Bernard) og George Mason (Xander Berkeley).

I det andet spor – Palmer-sporet – følger vi senator Palmer, hans stab og familie. Udover at senatoren er et af målene for skurkenes komplot, er der også andre problemer – af både politisk og familiemæssig karakter – som senatoren skal forholde sig til.

Endelig klippes der også regelmæssigt til Kim og/eller Teri, mens de holdes fanget af skurkene.

Realtid

Det, der gjorde – og gør – 24 så speciel, er, at seriens handling finder sted i realtid. Ét afsnit varer således 1 time (i hvert fald i USA, med indlagte reklamer) og en sæson er på 24 afsnit – ergo foregår handlingen i en sæson over ét enkelt døgn.

Realtiden markeres ved, at der før og efter hver reklamepause og på andre udvalgte tidspunkter undervejs dukker et digitalur op, der fortæller, hvad klokken er.

Derudover gøres der udstrakt brug af split screen, så man kan se, hvad der sker i de forskellige handlingstråde på samme tid – især, men ikke udelukkende, i tiden op til eller lige efter en reklamepause.

Fremragende idé

Realtidshandlingen er en fremragende idé til en spændingsserie, og seriens skabere får da også det bedste ud af konceptet her i første sæson.

I dag er nyhedsværdien naturligvis for længst gået af realtidshandlingen, men det fungerer ikke dårligere af den grund, selvom der selvfølgelig fra tid til anden er småting, der kommer til at virke lidt forcerede.

Og så skal man selvfølgelig også bare acceptere det for hvad, det er – en gimmick, der gør det muligt at fortælle en ellers ret almindelig spændingshistorie på en anderledes måde.

For man skal ikke tage fejl: Hvis man ser bort fra realtids-konceptet, er første sæson af 24, set fra et plotmæssigt synspunkt – ikke noget, man ikke har set før.

Jack Bauer er den klassiske actionhelt, der måske nok har et team bag sig, men som ofte også må gå imod strømmen – og sit team – og arbejde alene.

På den måde er der måske ikke meget nyt under solen, men det gør ikke noget, for det er utroligt godt eksekveret.

Generelt velfungerende plot

Plottet i første sæson af 24 er generelt velfungerende og uden alt for store huller eller problemer.

Et markant twist hen mod slutningen fungerede dog nok bedre, dengang serien oprindelig løb over skærmene, og hvor man ikke bingede, sådan som man gør i dag.

Hvis man binger serien – eller på anden vis ser den over en komprimeret periode – og dermed har de fleste afsnit i frisk erindring, fungerer dette twist ikke helt så godt, som dengang, der gik en uge mellem hvert afsnit.

De få steder, plottet halter en smule, skyldes ikke som sådan huller eller selvmodsigelser, men mere det, at bestemte roller er så tynde, at forfatterne har svært ved at finde på gode idéer til at holde karaktererne i spil.

Det er et problem, der ikke er isoleret til første sæson, men som bæres videre ind i de følgende sæsoner

Et godt eksempel i første sæson er en sidehandling med Teri og Kim. På et ret sent tidspunkt i sæsonen, hvor Jack faktisk har fået dem befriet, kommer de ud for et biluheld.

Teri tror, at Kim er omkommet i ulykken, og hun bliver så chokeret, at hun får hukommelsestab. Det bliver lige en anelse for klichétungt her, og det bliver pludselig meget tydeligt, at forfatterne træder vande og ikke helt kan finde ud af, hvordan de skal holde Teri inde i handlingen.

Set i det store perspektiv er de her temmelig forcerede handlingstråde et mindre problem og ikke noget, der går ud over helhedsindtrykket, men de er kluntede, når de dukker op, og de suger dynamikken ud af afsnittet.

Æstetiske valg

24 begyndte lige omkring det tidspunkt, hvor den nuværende TV-guldalder tog sin begyndelse, og selvom nogle opfatter 24 som en del af TV-guldalderen, er sandheden nok den, at serien på mange måder har mere til fælles med lidt ældre TV-produktioner.

Ikke fordi, 24 ikke kan prale af en god production value, for det kan serien bestemt. Den har ikke været billig at producere, men ikke desto mindre er der steder, hvor serien virker billigere, end den egentlig var.

Årsagen ligger i nogle æstetiske valg, der bl.a. kommer til udtryk i den måde, man har opbygget CTU på. Her er det nemlig meget tydeligt, at der er tale om en opbygget kulisse, som scenografen aldrig rigtig har held med at få til at føles som et rigtigt, ægte lokale.

Et andet æstetisk valg, der får serien til at virke billigere, end den er, er scoret, der er 100 % synthesizet, hvor mange prestige-serier fra omtrent samme tid har symfoniske scores eller en blanding af symfonisk musik og synth.

Solidt cast

Præcis hvordan Jacks dag udspiller sig, og om det lykkes for ham at redde senatoren, skal jeg ikke afsløre her, og jeg vil også lade være med at afsløre, hvem der har rollen som første sæsons hovedskurk.

For 24 er nemlig løbende fyldt med både små og store overraskelser, herunder bl.a. i castingen, hvor en kendt skuespiller altså pludselig dukker op som skurken, det hele faktisk handler om.

Og nu vi er ved castet, så gør de medvirkende det rigtig fint. Foruden den altid glimrende Kiefer Sutherland dukker mange solide birollefolk fra både film og TV op i løbet af sæsonen, bl.a. Michael Massee, Željko Ivanek, Glenn Morshower m.fl.

Perverst underholdende

Så for nu at besvare det spørgsmål, jeg stillede i starten: Ja, 24 holder stadig. På trods af mine småanker, er første sæson af 24 stadig akkurat lige så neglebidende intens, som den var tilbage i 2001.

Det er velskrevet, velkonstrueret, velproduceret og velspillet genre-TV, og så er det næsten helt perverst underholdende.

Anmeldt i nr. 211 | 13/06/2023

Stikord: TV